Prøverne er i fuld gang til Støvringgaard Festspil
Der er rock’n’roll og 50’er pop for alle pengene, når Støvringgaard Festspil fredag den 8. juni har premiere på den danske musical “Be-Bop-A-Lula”.
Lige nu øver skuespillere, sangere, dansere og musikere på scenen, der ligger smukt i Støvringgaard Klosterhave. Helt færdigbygget er kulisserne ikke endnu, men det bliver de, når eleverne fra Randers Produktionsskole lægger sidst hånd på værket. Eleverne har bygget kulisser, og frivillige har malet og sørget for de øvrige rammer for årets festspil.
Festspillet tager udgangspunkt i det gennem mange år voldsomt populære TV-show “American Bandstand”. Faktisk er det en meget tidlig “X-Factor”, hvor TV-stationen turnerer fra by til by, mens unge håbefulde dyster ved at synge tidens store hits.
Publikum vil både kunne genkende og synge med på de mange sange. Historien, som omkranser TV-showet, er både underholdende og dramatisk. Det er en hård udfordring at forsøge på at slå igennem indenfor showbusiness – dengang som i dag. I det her tilfælde vises der tydeligt, hvordan det kedelige grundlag for metoo-bevægelsen blev skabt i USA allerede for 60 år siden.
Idémanden Niels Ravn lavede i sin tid oplægget til “Be-Bop-A-Lula”, som blev skrevet af forfatteren Dan Schlosser, og som har været opført på Aarhus Teater i 2003 samt i Glassalen i Tivoli i 2007. For Aarhus Teaters vedkommende skulle der gå 13 år, før publikumsrekorden fra “Be-Bop-A-Lula”-sæsonen blev slået.
Kommentarer