Premieren på Randers Revyen blev et festfyrværkeri
Randers Revyen 2017 blev et sandt festfyrværkeri af sang, musik og herlig latter. Dette kombineret med Restaurant Pakhusets sædvanligvis gode fiskeanretning, svinekam, kalveculotte og lækre dessert er en sikker opskrift på succes.
En fyldt sal på Restaurant Pakhuset dannede i aftes rammen om premieren på Randers Revyen 2017, som i år kan fejre 10 års jubilæum. Skuespillerne gav los i en intim og tempofyldt revy, hvor musik, satire, flotte skuespil- og sangpræstationer hurtigt fik stemningen til at stige hos publikum.
Forinden havde værtsparret fra Restaurant Pakhuset, Hans Christian Møller og hustruen Charlotte Kirkegaard modtaget gæsterne med et perlende glas champagne eller et skummende krus fadøl. Samtidig blæste Søndermarkens Blæseorkester gæsterne et stykke på havnen.
En Opel Blitz årgang 1959 skulle have bragt de fire medvirkende skuespillere til Pakhuset. Men den kunne desværre ikke starte, og så måtte A. P. Pedersen have gang i sin Limousine, og den svigtede ikke.
Revyen startede med et brag af et nummer, som hedder ”10 år på bagen.” Det er en ubetinget og berettiget hyldest til Randers Revyen, og hvor alle fire skuespillere medvirker.
I ”Ta’ den Bitten” leger Pernille Schrøder og Rasmus Krogsgaard med ordene og sproget, så man bliver helt rundtosset.
Humørbomben Pernille Schrøder lægger salen ned i sketchen ”Smæk for skillingen,” hvor hun fortæller om hende og mandens sexliv, som er blevet lidt kedeligt. I erkendelse af, at sex for manden næsten er lige så vigtig som dæktrykket på bilen, skal der fornyelse til. Det ender ud i en sammenblanding af karbonader, lak og læder samt nogle plastikstrips. Så røber vi ikke mere.
Rasmus Krogsgaard tager kegler med sit glansnummer fra Skagen Revyen i 2012, hvor han afholder kendisfrokost. Heri deltager Thomas Blachmann, Ole Henriksen, Søren Pind og Anders Fogh Rasmussen.
Sidste nummer inden pausen er sprængfyldt med energi og musikalitet. Her spiller De Sølvgrå Ulve op til dans, og publikum bliver taget med en tur på havet, og ingen kan sidde stille. Der er næppe tvivl om, at netop dette nummer vil blive en rigtig ørehænger, og blive repræsenteret i diverse revygalla.
Revyens anden akt indledes med en hyldest til den britiske sanger Elton John, hvor skuespillerne igen viser deres skuespillerevner og store musikalitet. Ellers røber vi ikke for meget, når vi fortæller, at præsident Donald Trump og integrationsminister Inger Støjberg lægger vejen forbi revyen.
Skuespillerne er i år Jacob Morild, Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard og Mette Marckmann. Sidstnævnte er med i Randers Revyen for første gang. Instruktionen står Jeanne Boel for.
Den musikalske side er igen lagt i hænderne på kapelmester Thomas Pakula (piano) og Lars Wagner (trommer). Begge har været med i alle 10 år.
Blandt gæsterne var bl.a. den tidligere racerkører John Nielsen, dansktopsangerinden Susanne Lana, TV-værten Poul ‘Dus med dyrene’ Thomsen, tidligere håndboldspiller og byrådsmedlem Katrine Fruelund, dansktop-duoen Lis og Per samt en række lokale politikere.
Da afslutningsnummeret var færdigt, gik restauratør fra Restaurant Pakhuset, Hans Christian Møller på scenen.
– Hvis I har følt jer godt underholdt, må I gerne fortælle det til jeres venner, familie og alle dem I kender, opfordrede han.
Det er en opfordring som Randers Netavis gerne viderebringer her.
Kommentarer