Kultur

Podcast om den ikoniske blå bro og Gudenå

Danmarks eneste flod slynger sig 150 kilometer gennem landskabet til Randers. I podcasten ‘Åsteder’ får du den ene spændende historie efter den anden om Gudenåens kulturhistorie.
Podcastens første sæson afslutter med en episode fra Randers, der handler om den vigtige symbiose mellem byen og vandet.

I den 11. episode af podcasten ‘Åsteder’ møder du arkivar, Tina Knudsen Jensen, fra Randers Stadsarkiv. Sammen med kulturjournalist Lene Grønborg Poulsen er hun på vandring over holme og småøer ved Gudenåen i Randers. Det er her, hvor man finder Danmarks eneste floddelta, hvor du på den ene side har Gudenåen og på den anden har Randers Fjord.

I podcasten får du blandt andet historien om vandets betydning for byen – og omvendt. Undervejs på gåturen bliver der snakket om både fortid, nutid og fremtid, mens udsigten bliver nærmest malerisk beskrevet. Du får blandt andet historier om den ikoniske Blå Bro over Gudenåen midt i Randers, og om købmændene i middelalderen der via vandvejen fik eksotiske varer bragt ind fra andre lande.

Podcastens første sæson begyndte for omkring et år siden med første udgivelse. Sæsonen rummer i alt 11 episoder. ‘Åsteder’ finder du på hjemmesiden oplevgudenaa.dk/podcast eller der hvor du ellers finder dine podcast. ‘Åsteder’ er også tilgængelig på eReolen.

Det er kommunerne og museerne omkring Gudenåen, der i samarbejde udgiver podcasten om Gudenåens rige kulturhistorie. Undervejs i podcasten har Gudenåen også sin egen stemme. Det er med til at give podcasten et helt unikt liv. Stemmen tilhører i øvrigt skuespiller ved Aarhus Teater Anders Baggesen.

De syv Gudenå-kommuner har udover podcasten også lavet et digital kort, der gør det let at finde stier, faciliteter og seværdigheder omkring Gudenåen. Du kan finde det digitale kort på oplevgudenaa.dk

Kommentarer