Pocket Players hos Bluesnight
De to seneste år har The Blues Overdrive skudt nytåret i gang hos musikforeningen Bluesnight i Randers, men sådan skal det ikke være i år, hvor scenen ved årets første koncert på Underværket bliver overladt til The Pocket Players, der måske får samme afsætning som Blues Overdrive til at bevæge sig op i den europæiske elite.
The Pocket Players har i 2017 for alvor taget både blues- og party-Danmark med storm, men det er første gang, at bandet gæster Randers med deres variartion af kendte bluesklassikere og sange fra albummet “Throw Your Dog A Bone”, hvor musikken bliver tilført en snert af rock.
Aftenen byder på rå, ærlig og smuk blues med fire fremragende musikere. Den mandhaftige og energiske sanger og guitarist Ole Bech er opvokset i Dronningborg, og med sig har han intet mindre end en af landets bedste Hammond-spillere Palle Hjorth, der har forladt Savage Rose og indtil videre primært koncentrerer sig om Pocket Players, samt en dynamisk rytmesektion bestående af The Poulsens, brødrene Henrik Poulsen på bas og Søren Poulsen på trommer.
Navnet The Pocket Players stammer iøvrigt fra de amerikanske sydstater, hvor en “pocket player” er en musiker med solidt swing, som der værnes om med næb og klør. “It’s in the pocket” kan bedst oversættes med, at musikken sidder lige i skabet.
Og det gør den så 26. januar på Underværket. Bluesnight har i 2018 skiftet forsalgsportal til billetsalg.dk og fortsætter med rabat til medlemmer og unge under 25 år. Koncerterne starter klokken 20.
Kommentarer