Partnerskab sætter skub i byggefagene i Randers
Et år efter Randers Kommune indgik partnerskabsaftalen med Dansk Byggeri, Tradium og LO, begynder resultaterne nu at vise sig, men der er stadig lang vej til at målene med aftalen er nået
I september 2015 indgik Randers Kommune en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, Tradium og LO. Målene med aftalen var blandt andet at sikre flere praktikpladser, tilstrækkeligt udbud af kvalificeret arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen samt at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Og det går den rigtige vej, mener formand for Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune, Christian Boldsen:
– Vi kan allerede nu se et kraftigt fald i antallet af skolepraktikker indenfor erhvervsuddannelserne. Samlet er antallet af skolepraktikpladser indenfor murer-, tømrer- og malerfagene faldet med over 45 procent – fra 131 i august 2015 til 60 i samme måned i år. Det er til dels en direkte konsekvens af, at det er blevet nemmere for de unge at finde lærepladser ude i erhvervslivet, siger udvalgsformanden.
– Samtidig må vi også sige, at faldet til dels skyldes, at det med de nye karakterkrav er blevet sværere at komme ind på en erhvervsuddannelse, tilføjer han.
Praktikpladser er et område, som har fyldt meget i partnerskabssamarbejdets første år, hvor der er iværksat en række tiltag. Blandt andet har Tradium sendt CV’er på alle de studerende, som mangler en praktikplads, til Dansk Byggeri, som har samlet CV’erne og videresendt dem til organisationens medlemmer i lokalområdet. Den præcise effekt af dette tiltag er vanskelig at måle, men tilbagemeldingen fra virksomhederne er positiv.
Fokus på ufaglærte
Hvor fokus hidtil har været på at skaffe praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne, ligger det lige nu på de ufaglærte. Målet er her at hjælpe dem i gang indenfor byggeriet, hvor der er mangel på arbejdskraft.
– Nu har vi gennemført første etape i partnerskabs-samarbejdet, og vi er klar til at kigge på de ufaglærtes muligheder indenfor byggeriet. Det er jo et område, hvor der foruden en masse håndværkere med et højt fagligt niveau også er brug for arbejdskraft, som kan tage fat, hvor der er behov for det, fortæller Christian Boldsen.
– Derfor ser vi nogle gode muligheder for, at nogle af de ledige, som aldrig har fået sig en uddannelse, kan få en solid fod indenfor på arbejdsmarkedet i byggeri-området, fortsætter han.
Ideen er at nogle af de ufaglærte kan opkvalificeres og med tiden få papir på deres kvalifikationer, så de er mindre sårbare overfor de udsving, der er indenfor byggeriet.
Det sidste fokusområde i partnerskabs-samarbejdet går ud på at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne. Det er ikke blevet mindre afgørende, efter Folketinget har skærpet adgangskravene til uddannelserne. Arbejdet med at åbne øjnene for erhvervsuddannelserne kører i to spor, hvor der dels skal være et bredt fokus på grundskolen som helhed og dels et mere målrettet fokus på afgangsklasserne, som vil foregå i samarbejde med UU-vejledningen.
Kommentarer