Randers By

Orienteringsaften på Paderup Gymnasium

Orienteringsaften mandag den 15. januar klokken 19.00 på Paderup Gymnasium, Apollovej 64. Pressefoto

Paderup Gymnasium informerer om gymnasieuddannelsen og studieretningerne.

Mandag den 15. januar klokken 19.00 inviterer Paderup Gymnasium til orienteringsaften for kommende elever og deres forældre. I år vil der være fokus på stx-uddannelsens kendetegn og uddannelsesmulighederne efter studentereksamen.

De mange unge i grundskolernes ældste klasser, som lige nu overvejer, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge, kan få god hjælp af at besøge Paderup Gymnasiums orienteringsaften.

– Aftenen er en virkeligt fin mulighed for at danne sig sit eget indtryk af gymnasiet, siger rektor Allan Friis
Clausen og fortsætter:

– Man kan mærke skolens atmosfære, få indblik i vores fag og studieretninger og desuden få lejlighed til
at stille alle sine spørgsmål til skolens studievejledere, lærere og elever.

Fag, fællesskab og fed musik

Skolen vil være fuld af liv, da over 100 elever har meldt sig til at være med som guider for gæsterne, og Paderup
Gymnasiums kreative profil bliver denne aften repræsenteret i form af glimt fra årets musical, som har
premiere fredag den 26. januar.

Rektor Allan Friis Clausen forventer, at de mange besøgende vil opleve et gymnasium, som i høj grad er elevernes skole, og hvor man mærker, at høj faglighed, nærhed og fællesskab vægtes lige meget.

– Vi lægger vægt på at have en åben samtale med vores elever i hverdagen. Derved bevarer vi en atmosfære af nærhed og fortrolighed, som vi har tradition for, og det vil også skinne igennem denne aften, forudser Allan Friis Clausen.

Klædt på til valget

Siden gymnasiereformen i august 2017 skal eleverne ikke længere vælge deres specifikke studieretning, når de
søger ind på gymnasiet, men først efter et tre måneders grundforløb.

– I grundforløbet introducerer vi eleverne for deres valgmuligheder og klæder dem på til at vælge studieretning, fortæller Allan Friis Clausen.

Alle elever deltager i studieretningsdage, hvor de kan afprøve to forskellige linjer, og desuden får alle en vejledningssamtale med studievejlederen, før de vælger. Paderup Gymnasium udbyder for den kommende årgang 12 forskellige studieretninger inden for naturvidenskab, sprog, samfundsvidenskab og kunstneriske fag.

Mange elever i 9. og 10. klasse har selv besøgt gymnasiet i forbindelse med brobygningsforløb, men til orienteringsaftenen har forældrene muligheden for at være med og få styr på alle tvivlsspørgsmål om fag og studieretninger.

Kommentarer