Kultur

Oplev video-projektet ’ID 2020 – ABOUT PEOPLE’

En række kreative film kan fra torsdag aften den 5. november opleves på hjemmesiden randers.dk/ID2020. Filmene, der præsenterer dans, musik, teater og kunst, er alle produceret af unge kulturtalenter fra Randers og omegn i samarbejde med professionelle filmfolk.

80 unge talenter indenfor musik, kunst og teater oplever i disse uger konsekvenserne af de seneste corona-restriktioner. Planerne om at gå på scenen sammen og fremføre en fælles videogalla torsdag den 5. november bliver nu erstattet af en premiereaften i Ridehuset, hvor de unge talenter selv er publikum – naturligvis corona-sikkert med afstand. På storskærmen vil de unges kreative film blive vist. Undervejs vil der være overraskelser til de mange talenter, der fejrer, at de har produceret professionelle videoer af deres kunnen inden for musik, teater og kunst. Alle kan fra omkring kl. 20.30 torsdag aften se med på hjemmesiden randers.dk/ID2020, hvor filmene bliver lagt ud efter premieren.

ID præsenteres af TalentVærket, der er et samarbejde mellem Randers Kommune og kulturinstitutionerne; Randers Kunstmuseum, Randers Musikskole, spillestedet Turbinen, Randers Teater og ungdomsuddannelserne Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Randers HF/VUC. Projektet er støttet af Kulturregion Østjysk Vækstbånd – et samarbejde mellem Kulturministeriet og Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens Kommuner. Formålet med TalentVærket er at give de spirende lokale talenter inden for musik, teater og kunst en platform, hvor de kan udvikle deres kunstneriske talent. Det er med andre ord et projekt, der fokuserer på kulturbranchens vækstlag og talentmiljø.

– Det er naturligvis brandærgerligt, at vi ikke kan give de unge den store finale på årets projekt med optrædende på scenen, foran et live publikum, som planlagt. Heldigvis er vi forberedt og har tænkt corona-restriktionerne ind i årets projekt. Derfor er ID projektet her i 2020 båret frem af videomediet. Nu laver vi en præsentation, hvor de unge kan se hinandens forskellige produktioner sammen. Det er et godt alternativ – og samtidig har alle mulighed for at se produktionerne digitalt – siger Helga Hjerrild, der er projektleder og kulturkonsulent i Randers Kommune.

I videopræsentationerne udforsker de unge med afsæt i titlen ‘About People’, alt fra hemmeligheder, kærlighed, identitet, ansvar for miljø og natur, venskaber og meget andet. De professionelle kulturaktører, kunstnere og undervisere fra TalentVærket har været med hele vejen og har coachet de unge, så de oplever, hvad der sker, når deres talent spiller sammen med den professionelle kultur.

Kommentarer