Kultur

Oplev tonerne fra børnenes fremtid på Randers Bibliotek

Mikkel Frost og Signe Winter Brinkmann opfører den nye sang om fred: "We are the future" på Randers Bibliotek torsdag d. 16. maj 2024. Foto: Randers Bibliotek

Torsdag den 16. maj 2024 er FN’s internationale dag for at leve sammen i fred. Det markerer Randers Bibliotek med uropførelsen af en ny sang om børnenes ret til at blive hørt om fremtiden.

“Man kan føle sig så magtesløs, når man sidder hjemme i stuen og ser billeder fra den ene krig efter den anden. Jeg tænkte; hvad kan jeg selv bidrage med? Jeg skal ikke have nogle våben, og vi skal heller ikke give våben til vores børn – men de kan få en stemme, og den kan jeg give dem via musikken,” fortæller Mikkel Frost, musiker og lærer på Ugelbølle Friskole.

Mikkel Frost har skrevet sangen “We are the future”, som bliver opført for første gang på Randers Bibliotek på Fredsdagen torsdag den 16. maj klokken 12.30.

– Vi markerer den internationale dag for at leve sammen i fred, fordi vi skal være opmærksomme på den ufred, der er i verden, selvom vi – heldigvis – ikke vågner op til ruiner af bombede bygninger her i Danmark. Vi vil også gerne styrke fortællingerne i musikken såvel som i litteraturen her på Randers Bibliotek, siger Signe Winther Brinkmann, der udover at være bibliotekets koordinator for Skole og Uddannelse også synger for til uropførelsen af fredssangen.

Simpelt men stærkt budskab

We don’t want it – we don’t want your war – we don’t want no – nobody to be poor.

Sådan lyder det simple men stærke budskab i sangen “We are the Future”.

– Det er min opfattelse, at teksten udtrykker børnenes håb for fremtiden. Og min drøm er, at den internationale dag for fred hvert år bliver markeret med børnene i centrum på alle landets biblioteker og skoler fremover, siger sangskriveren Mikkel Frost, der selv akkompagnerer på guitar, når sangen bliver opført for første gang, sammen med sin makker Bjarke Houmann på bas.

75 børn fra 2. til 6. klasse fra Korshøjskolen og Vestervang Skole synger også med, og opførelsen bliver streamet live på Randers Biblioteks facebookside.

 

Kommentarer