Kultur

Oplev dansk folkemusik i verdensklasse – og med irske Nuala Kennedy

Irske Nuala Kennedy (nummer to fra venstre) flankeret af Himmerlands medlemmer: Eskil Romme, Ditte Fromseier, Sigurd Hockings (guitar) og Morten Alfred Høirup (guitar). Pressefoto.

Tirsdag den 7. oktober byder foreningen Folkemusik i Randers på koncert med bandet Himmerland, der har selskab af den irske sanger og fløjtespiller, Nuala Kennedy.

Himmerland blev dannet af Eskil Romme i 2010 og har siden turneret i hele Europa og i Canada og Australien. Her i efteråret 2025 er bandet på Danmarksturne, og de lægger vejen forbi Randers tirsdag den 7. oktober med koncert i Turbinen.

Sagt om Himmerland: “They’re a bit of a multi-genre, multi-culture supergroup” (Chris Nickson Froots) og “Himmerland live act: …among Top Ten acts at Edinburgh Folk Club… as voted for by our members” (Edinburg Folkclub);

Sagt om Nuala Kennedy: “An outstanding work of modern Irish folk music” (Stephen D. Winick, Huffington Post).

Tidligt i bandets historie har samarbejdet med udenlandske solister sat et stærkt præg på udvikling af repertoire og spillestil. Bandet vedkender sig klart betydningen af at referere geografisk til området mellem Limfjorden og Mariager fjord – deraf navnet Himmerland; men bandets musik har et stærkt internationalt præg. Samarbejdet med Nuala Kennedy, som er en af irsk folkemusiks mest betydningsfulde solister i dag, er et resultat heraf.

Man kan forvente en sprælsk, vidtfavnende, afvekslende og multimusikalsk sætliste, for Himmerland er ensbetydende med mange slags musik fra vidt forskellige musikere. Fra ballader, trad og jazzede toner til fyrig fiddlemusik, improvisationer og måske helt ny musik.

– Når Himmerland fyrer den af med dansk, nordisk, irsk, skotsk musik og inspiration fra hele verden, bliver der gang i den, lyder det fra arrangørerne.

Genren kan måske kaldes folk-verdensmusik med en oprindelig rod i Eskil Rommes ‘Nordsøblanding’, som nogle engang kaldte det – i ordets allerbedste betydning. Albumtitler som ‘The Spider in the Fiddle’ og ‘Folktones from Global Corners’, vidner også om dette.

Himmerland består af Eskil Romme (saxofon), Ditte Fromseier (violin), Morten Alfred Høirup (guitar) og Sigurd Hockings (guitar). Hele bandet er ekvilibristiske på deres individuelle instrumenter. Bandet har normalt en fast kerne, men har ofte flere musikere med, denne gang irske Nuala Kennedy (vokal og fløjte).

Koncerten starter klokken 20, og dørene åbnes en time før. Der er som sædvanligt rabat på billetter for medlemmer af Folkemusik i Randers.

Læs mere og bestil billetter på FiRs hjemmeside.

 

Kommentarer