Kultur

Oldtiden på turbotid til dig


12.500 års oldtidshistorie kogt ned til en lille halv time! Det er det gode tilbud fra Museum Østjylland til dig, når der er 30 minutters fortælling på museet om et spændende historisk emne, denne gang om oldtiden.

Arkæolog og overinspektør Benita Clemmensen vil fokusere på seks genstande, som tilsammen tegner et tydeligt billede af, hvordan livet var på Randers-egnen i oldtiden.
Det er gratis at være med.

30 minutters fortælling: Oldtiden kort fortalt, onsdag den 23. september 2020 kl. 14.30-15 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Gratis adgang.

Igennem oldtidsudstillingen Livet ved Fjorden slynger sig et spor, som leder museets gæster forbi seks nøje udvalgte genstande, der var centrale for livet i hver sin periode af oldtiden.

– Genstandene får liv blandt andet med den prisbelønnede forfatter Merete Pryds Helles poetiske historier, og du får derigennem som museumsgæst sat ansigt på oldtidens mennesker, ” fortæller Benita Clemmensen.
Få historien om udstillingens IKON-spor og de tanker og overvejelser, der ligger bag til den lille fortælling på Museum Østjylland.

Genstandene fortæller
Arkæolog Benita Clemmensen har været med til at lave udstillingen, skrive teksterne og udvælge genstandene.

– At lave en udstilling er altid en stor opgave med mange overvejelser og beslutninger, blandt andet om udvalget af genstande. Det gælder om at få udvalgt og udstillet genstande, som er ikoniske og hver for sig er stærke repræsentanter fra tiden – forklarer Benita Clemmensen.

Til foredraget og omvisningen kan du derfor forvente svar på spørgsmål som: Hvorfor er ikon-genstandene udstillet, som de er? Hvad fortæller de om livet ved Fjorden i oldtiden?

Fra is til vikinger
Fortællingen om oldtiden begynder med isen, der forsvandt og gav plads til de allerførste mennesker. Den slutter med fortællingen om de rige østjyske vikinger, der satte et værdigt punktum for oldtiden.

– De mange tusinde år, mængden af oldsager og tekster kan være en stor mundfuld for selv den mest entusiastiske museumsgæst! ” indrømmer Benita Clemmensen med et smil.

– Det er derfor, vi har lavet IKON-sporet!

Sporet indeholde de seks genstande: Kindtand fra uldhåret mammut – istidens kæmpe. Stenalderjægerens dødbringende spydspids. Kornseglen – bondens nye høstredskab. Ragekniven – et produkt af handelsrejser. Kniven af jern – alle mands eje. Sværdet – vikingens drabelige våben.

Kommentarer