Kultur

Nyd en guidet tur i alletiders Tøjhushave

Foto: Randers stadsarkiv

Et grønt åndehul, frodig og smuk – og fyldt med gode historier.

Tøjhushaven i Randers er altid et besøg værd, og nu inviterer Museum Østjylland på en guidet tur rundt i parken. Det er overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen, der har bundet en række fortællinger om begivenheder i det romantiske parkanlæg sammen. Hør om kronprinsebesøg, telt-brand, patriotiske fester til ære for Gud, Konge og Fædreland og meget andet fra årene 1800-1900.

Omvisning: Tøjhushaven – byens nationalromantiske haveanlæg onsdag den 3. juli 2019 kl. 16.30 – 17.30.

Mødested: Indgangen til Tøjhushaven for enden af Tøjhushavevej.
Billet: 50 kr. Kan købes på museumoj.dk under ”Program”.
Hanne Schaumburg Sørensen har et stort kendskab til Tøjhushaven og dens – til tider dramatiske – historie.

– Et af Tøjhushavens absolut højdepunkter var i august 1831, hvor kronprins Christian, den senere Christian 8., deltog i et bal. Det blev afholdt i et stort telt, der var rejst i haven. Her dansede kronprinsen med borgerskabets døtre i skæret af kulørte lamper og fakler – fortæller Hanne Schaumburg Sørensen.
– Aften sluttede dog dramatisk, da der gik ild i teltet, og det nedbrændte! Kronprins Christian kom dog heldigvis ikke til skade.

Pæne omgivelser, tak
Historien om byen mest romantiske anlæg, Tøjhushaven, går helt tilbage til 1802, hvor en kreds af randrusianske borgere mente, at våbenmagasinet Nørrejyllands Tøjhus skulle have pæne omgivelser. Tøjhushaven blev herefter opført i romantisk stil med mindesmærker og stemningsfulde store træer.

Tøjhushaven var på det tidspunkt det eneste grønne område i Randers, og haven var i sin glansperiode midtpunkt for alle større festligheder i Randers. Her blev der afholdt store patriotiske fester med musik, optog og dans.

Tøjhushaven blev senere udkonkurreret af Skovbakken.
For mere information kontakt overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen på 2113 1793 eller på hss@museumoj.dk

Kommentarer