Randers By

Ny ambitiøs træner vil gøre randrusianske tennistalenter til stjerner

Alexander Dheka har arbejdet med tennis i hele 35 forskellige lande. Nu har han for første gang slået sig ned i Europa. Pressefoto.

Randers Tennisklub har ansat 34-årige Alexander Dheka som ny ungdomstræner. Et af hans store mål med jobbet i tennisklubben, er at gøre klubben store talenter mere synlige gennem større turneringer.

Den 1. august trådte et nyt ansigt ind på Randers Tennisklubs matrikel på Viborgvej. Klubben havde nemlig ansat en ny træner i form af Alexander Dheka, der oprindeligt kommer fra Zimbabwe i Afrika.

Alexander Dheka kommer til Randers Tennisklub med store ambitioner. Gennem sine mange kurser og erfaringer som tennistræner flere steder i verden, tror han nemlig på, at han kan spotte talenter i den kronjyske tennisklub.

– Jeg har sat mig en masse mål i mit nye job her i Randers Tennisklub. Jeg tror på alt er muligt, og jeg kunne godt tænke mig at gøre dansk tennis mere kendt ude i den store verden. Vi skal have nogle flere spillere som Caroline Wozniacki, for jeg tror potentialet er rigtig stort her i Danmark. Vi skal have Danmark på tennislandkortet, siger Alexander Dheka.

Efter blot 14 dage i klubben er han allerede begejstret over klubben, og han ser meget frem til de kommende år i Kronjylland.

– Jeg har fået et fantastisk indtryk af klubben, og jeg er meget imponeret over faciliteterne. Jeg har allerede trænet en masse fantastiske børn, og jeg har spottet en masse dygtige tennisspillere. Der er ingen tvivl om, at der løber en masse dygtige talenter rundt her i Randers Tennisklub, og nu er det min opgave at hjælpe dem på vej gennem god og hård træning. Jeg er utrolig glad for at være. Det er et fantastisk sted at være, siger Alexander Dheka.

Rejsen til Kronjylland

Det hele begyndte for 34 år siden, da Alexander Dheka blev født i Mutoko i Zimbabwe. Her boede han med sine forældre og fem søskende.

Alexander skilte sig dog ud fra de andre søskende i familien. Han fik nemlig som barn en stor interesse for tennis. Først spillede han selv, men da han havde rundet de 20 år, skulle tennis ikke blot være en hobby. Nu ville han nemlig leve af sporten, som han elskede så højt.

– Jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville blive træner, og derfor tog jeg en masse kurser. Herefter var jeg tennistræner i hjemlandet i to år, inden jeg drog til Kenyas hovedstad Nairobi.

Her tog trænerkarrieren fart. Han blev nemlig ikke kun træner i en tennisklub. Han kom også til at arbejde for tennisforbundet i Kenya, der betød, at han nu rejste rundt til turneringer med talentfulde unge tennisspillere i Kenya.

Efter fem år i Kenya rykkede Alexander Dheka til Dubai, hvor han fik et attraktivt trænerjob i en klub ejet af den tidligere indiske storspiller i double, Mahesh Bhupathi.

Her var han også i fem år, og han havde også personlig træning af en studerende, der gerne ville gå tennisvejen.

I disse år var det dog ikke kun på tennisfronten, at der skete noget for Alexander. For pludselig fandt han kærligheden, og det var her døren åbnede sig for Danmark.

– Jeg mødte Rikke Andersen fra Danmark, og vi blev kærester. Derfor snakkede vi om, at det kunne være en god mulighed for mig at få et job i Danmark. Jeg har nemlig altid drømt om at komme til Europa, og jeg har altid hørt rigtig mange gode ting om Danmark.

– Rikke begyndte at kontakte nogle forskellige tennisklubber, og heldigvis svarede Randers Tennisklub tilbage. Jeg havde nogle rigtig fine samtaler med klubben, og nu er jeg i Randers. Det er en perfekt mulighed for mig, fordi jeg får muligheden for at træne en masse skønne mennesker, og jeg kan være sammen med min kæreste. Jeg har ti minutter på cykel til tennisklubben, så det kan ikke være bedre, siger en meget glad Alexander Dheka.

At rejse er at leve

Da Alexander Dheka var fyldt 22 år, stod han med en vigtig beslutning. Tennis fyldte meget i hverdagen, men det var tid til at beslutte, hvilken vej han skulle gå med sporten.

– Jeg nåede til at punkt, hvor det var svært for mig at tage skridtet videre som spiller. Det kræver rigtig meget at blive professionel tennisspiller. Man skal rejse jorden rundt, og det koster rigtig mange penge både at tage til turneringer, men også bare noget så simpelt som en kompetent træning. Derfor tog jeg den simple beslutning, at jeg ville gå trænervejen i stedet. Jeg ville også gerne give mine færdigheder videre til andre, og give andre en god træning, som jeg også havde fået fra mine trænere, lyder det.

Trænergerningen betød dog langt fra, at Alexander Dehka stoppede med at rejse. De mange kurser og konferencer gjorde de mange rejser til en livsstil.

– I starten var jeg meget eufoisk over, at jeg skulle rejse så meget. Senere hen fandt jeg også ud af, at der er en del udfordringer forbundet med det. Du skal omstille dig en masse nye ting som klimaet, maden samt menneskene og kulturen. På et tidspunkt var det ekstremt hårdt, da jeg var i seks forskellige lande på under ét år.

– Men når alt kommer til alt, så er jeg virkelig glad for at rejse, og jeg har fuldstændig vænnet mig til det. Jeg ser faktisk ikke Zimbabwe som mit hjemland. Det er så mange år siden, at jeg boede der, så mit hjemland, er det sted, hvor jeg befinder mig. Jeg håber også, at jeg kan komme til at rejse rundt med nogle af de unge spillere her i klubben, for det tror jeg, man kan lære rigtig meget ved, siger han.

Flere turneringer

Randers Tennisklub har flere store talenter i klubben. Blandt andet har den blot 12-årige Annelieke Steenhuisen gjort sig bemærket til flere store turneringer.

Ifølge Alexander Dheka er det dog langt fra alle, der har forudsætningerne til at kunne blive rigtig gode tennisspillere. Mange børn ved nemlig ikke, hvor vigtigt det er at være med til turneringer.

– En af de udfordringer jeg oplever ved de mange talentfulde børn, er at de ikke, ved hvad de skal bruge deres talent til. Hvis man vil blive anerkendt som en god tennisspiller, så kræver det, at du deltager i juniorturneringer i både Danmark og udlandet. De internationale turneringer er styret af ITF (det internationale tennisforbund). Desværre ser jeg rigtig mange børn, der egentlig er i stand til at deltage i turneringerne, som bare ikke ved det. Det er en skam, fordi man gennem en international rangering kan styrke sine muligheder for at blive til noget med tennis i udlandet. Derfor forsøger jeg at komme til klubben og forældrene og råde dem til, at børnene skal deltage i turneringer, fastslår han.

– Turneringer er efter min mening også vigtige, fordi det kan være med til at hjælpe børnene i deres private liv. I tenniskampe skal du hele tiden tage vigtige beslutninger, og det skal man også i den normale hverdag. Derfor anbefaler jeg alle børn at spille turneringer.

Selvom turneringer og hård træning er vigtig for Alexander Dheka, når han træner børnene, så understreger han vigtigheden af børnenes skolegang.

– Det er også vigtigt for mig, at de unge mennesker ikke glemmer deres skole, for det er en vigtig del af deres liv. Det går ikke, at de spiller tennis, og så dropper skolen. De to ting skal hænge sammen.

Lysten skal drive

Alexander Dheka har et imponerende CV som tennistræner, og han har rejst det meste af verden rundt med sit arbejde. Faktisk har han været i omkring 35 forskellige lande, og han har mere end ti års erfaring som tennistræner. Udover børn har han også trænet elitespillere på ATP-touren, og han har været tilknyttet forskellige anerkendte tennisakademier.

I Randers Tennisklub træner han i øjeblikket børn i alle aldre. Det giver ham en masse glæde.

– Det vigtigste for mig, er at alle har det sjovt, når de spiller tennis med mig. Jeg elsker at arbejde med børnene, og det er fantastisk for mig at kunne hjælpe dem. Det er også rigtig rart at se, hvor meget de nyder at spille tennis.

Den zimbabwiske træner har en klar arbejdsplan klar for børnene, så de alle kan blive bedre tennisspillere, men samtidig også har lyst til at komme igen.

– For de helt små handler det om at have det sjovt og lære de simple ting i tennissporten, så de har lyst til at blive ved med at spille. For de lidt større børn er opskriften først og fremmest hårdt arbejde. Derudover skal vi arbejde rigtig meget med deres teknik og fysik. Mange tenniskampe varer flere timer, så fysikken kan blive altafgørende. Sidst men ikke mindst skal vi også arbejde med de unge menneskers mentale styrke, slutter Alexander Dheka.

Kommentarer