I Randers Kommune er der en nultolerancepolitik omkring trusler. Dette skyldes hensynet til medarbejderne, for hvem trusler er en stor og personlig belastning. Alle reelle trusler anmeldes til politiet. 

– Det opleves desværre et par gange om året, at der fremsættes trusler mod sagsbehandlere. Men det er ikke forbeholdt sager om tvangsfjernelse, men sker også i sager hvor det f.eks. undersøges om familien har brug for støtte, i sager hvor der er igangværende foranstaltninger osv. Det forklarer juridisk konsulent ved Randers Kommune, Anne Abildgaard.

I sidste uge kunne vi berette om en 41-årig kvinde, som blev dømt for trusler mod en sagsbehandler. Kvinden har siden 2013 kæmpet for at få sin datter hjem, som blev frivilligt anbragt. Ifølge den dømte kvinde, var det frustrationer og afmagt, som var årsag til truslerne.

Et af kvindens anklagepunkter mod Randers Kommune var, at hun siden 2013 har haft 11 sagsbehandlere i sagen. Anne Abildgaard vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men fortæller, at en typisk sag vil starte i modtagelsen, hvor der bliver tilknyttet en rådgiver i den indledende fase. Sagen vil herefter overgå til børneteamet eller ungeteamet, og der vil være en ny sagsbehandler. Hvis sagen ikke kan rummes i de forebyggende foranstaltninger og bliver til en anbringelse, vil sagen overgå til anbringelsesteamet, og der vil atter komme ny sagsbehandler.

– I en afdeling som Myndighedscentret er der ca. 40 socialrådgivere. Derfor vil det naturligt opleves at en rådgiver bliver syg, går på barsel, siger op eller bliver pensioneret. I så fald vil der være rådgiverskifte på sagen, siger juristen.

Efter at kvinden var dømt skyldig, udtalte kvindens advokat, Anders Brøndtved, at kommunernes sagsbehandlere tit er ofre for politikernes beslutninger om kommunens økonomi, og at retssikkerheden ikke er tilstrækkelig på området.

Det kan Anne Abildgaard ikke bekræfte, men forklarer, at Myndighedscentret opererer inden for de økonomiske rammer der udstikkes af politikerne. Det er ledelsens opgave at sørge for at opgaven kan løses med de midler der stilles til rådighed.

Hun afviser samtidig, at der er manglende retssikkerhed i sager om tvangsfjernelse/anbringelse

– Som myndighed arbejder vi inden for de rammer, som lovgiver har bestemt. I alle sager om tvangsmæssig anbringelse får forældrene beskikket en advokat. Denne advokat har til opgave at bidrage med forældrenes perspektiv, fremhæver hun.

– Dertil er det forvaltningens opgave at fremlægge sagen så objektivt og oplyst som muligt. Skulle forældrene mene, at der mangler oplysninger, må advokaten bidrage med at få dette belyst tilføjer juristen.

– Det er vigtigt at fremhæve, at af de cirka 200 anbragte børn, er kun omkring 15 anbragt med tvang. I de øvrige sager, er det lykkedes at opnå et samarbejde med forældrene om anbringelsen, understreger Anne Abildgaard.

Hun konstaterer også, at en anbringelse, og særligt en tvangsmæssig, ingenlunde er den billigste løsning. En anbringelse er administrativt tung, enormt ressourcekrævende og en generelt dyr løsning. Men når anbringelse er det bedste alternativ for barnet, er det den løsning der vælges.

Generelt pointerer Anne Abildgaard, at sagen om truslen mod en rådgiver, ikke handler om en tvangsfjernelse, men om en borger der har truet en kommunalt ansat, som udelukkende er til stede i kraft af hendes ansættelse.

– En socialrådgiver er lønmodtager, og udfører et stykke arbejde som vedkommende er ansat til at udføre. Der bør ikke være undskyldninger for en opførsel der er så grov, at det medfører en straffesag om trusler, påpeger Anne Abildgaard.