Kultur

Nøgenskitser, sjusser og snak på Randers Teater

Foto: Morten Rygaard

Tirsdag den 14. januar har du mulighed for at afprøve dine tegnefærdigheder, når Randers Teater indbyder til en aften med titlen ”Pærfekt Gin og Croquis”.

Croquis er fransk og betyder skitse. Den levende croquis model skifter position i processen, som udfordrer tegneren til at skabe hurtige, grove skitser af den nøgne krop med fokus på det mest essentielle ved den enkelte position.

På denne specielle aften har publikum mulighed for at komme og tegne pærfekte kroppe i alle former og størrelser, mens de drikker gin og tonic brygget på krumme og kasserede agurker. Arrangementet er en hyldest til det unikke og gør op med, hvad der er perfekt.

Croquis runderne bliver styret af en tegnevært, og på scenen vil der også være et panel bestående af teaterdirektør på Randers Teater, Peter Westphael, og Sognepræst ved Sct. Mortens Kirke i Randers, Marianne Vigen Smolarz. Det er formand i Muskelsvindfonden, Simon TJ, der er vært for de samtaler, der er med panelet mellem tegnerunderne. Sammen diskuterer de, hvordan vi kan nedbryde tabuer omkring kroppen og opdage skønheden i det unikke. Desuden deltager skiftende croquis-modeller.

Billetprisen på 130 kr. inkluderer en gin & tonic lavet med Pærfekt Gin, samt tegneblok, papir og blyant. “Pærfekt gin & croquis” præsenteres i samarbejde med Muskelsvindfonden, der også modtager alle indtægter fra billetsalget.

Arrangementet starter kl. 19:00

Køb din billet her

Kommentarer