Natursafari i sommerferien: Find 25 farverige, stinkende og smukke arter i den danske natur
Zebraedderkopper, brune bjørne og stinkende storkenæb. Vores fælles natur er fuld af fantastiske arter, som du kan opleve, hvis du kigger godt efter. Et nyt site guider dig godt i gang med sommerens sejeste natursafari.
Vidste du, at du kan støde på en brun bjørn i den danske natur?
Der er dog ingen grund til at løbe skrigende bort, hvis du er så heldig at spotte én. Bag det storslåede navn gemmer sig nemlig én af vores største og mest farvestrålende natsværmere herhjemme. Og faktisk er de lyse sommernætter det tidspunkt på året, hvor den er mest aktiv.
På et nyt website zoomer Naturstyrelsen ind på 25 af Danmarks mest fascinerende smådyr og planter. Der findes nemlig masser af både spændende, smukke, prikkede, stinkende og seje arter i den danske natur – som du måske ikke har oplevet endnu.
– Der er et historisk stort fokus på at give den danske natur bedre vilkår til at blive vildere og mere mangfoldig. Mange vil gerne hjælpe med at passe på naturen, og første skridt er at lære den bedre at kende. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at tage ud i vores fælles natur i sommerferien. Men i stedet for at gå hurtigt igennem den, så giv dig tid – stop op og læg mærke til alt det, der blomstrer og summer netop nu, siger miljøminister Lea Wermelin.
Ligesom sidste sommer er forventningen, at mange af os vil holde ferie tæt på de danske kyster, skove og det åbne land. Uanset destination giver websitet dig mulighed for at blive klogere på en række af de insekter, planter og smådyr, som er udbredt i det meste af landet.
Fra fem store til fem små, du kan finde næsten overalt
Arterne, du kan finde, er opført på bingoplader, der er lige til at printe ud og tage med på din helt egen natursafari i sommermånederne. På den måde kan du konkurrere mod venner og familie og se, hvem der får øje på flest arter inden for bingopladernes fem kategorier, hvor du både skal have dit syn, din hørelse og lugtesans i spil.
– Sidste sommer tog mange danskere på safari i de statslige naturområder efter Danmarks svar på ’Big five’ og gik på jagt efter kronhjorte, vilde heste, bisoner, havørne og sæler. I år kan man skifte kikkerten ud med en lup og gå på opdagelse efter alt det, vi normalt ikke ser ved første øjekast: Vilde urter, sommerfugle og biller. Og de rigtigt seje – og heldige – kan få sig en unik oplevelse, for selvom en art er almindeligt udbredt, kan den nemlig være næsten umulig at få øje på, siger Lea Wermelin.
Et eksempel er netop den brune bjørn, som også kaldes ’brun bjørnespinder’. På trods af et iøjnefaldende girafmønster på de forreste vinger og dybrøde bagvinger med pletter har langt de færreste set den op til otte cm store natsværmer, da den flakser rundt efter mørkets frembrud.
Her er tricket at stå op med solen. Den brune bjørn ses nemlig oftest i de tidlige morgentimer i skoven, på åbent land eller i haven, hvor den sidder i græsset og hviler sig efter en nats sværmeri.
Husk som altid at vis hensyn og nyd planter og smådyr der, hvor de er smukkest – i naturen.
Tag udfordringen op: Find 25 arter i fem kategorier
- Fem stribede/plettede: Mariehøne, stribetæge, plettet gøgeurt, mosaikguldsmed, blodplet.
- Fem, der stinker: Stinkende storkenæb, almindelig spidsmus, stinksvamp, snog, stor rovbille.
- Fem farverige: Tvetandbladbille, gul iris, blåfugl, pragtvandnymfe, krabbeedderkop
- Fem af de mindste: Fuglekonge, rådyr, dværgflagermus, almindelig firben, hundestejle.
- Fem små med store navne: Zebraedderkop, næsehornsbille, hestereje, brun bjørn, dagpåfugleøje.
Find billeder og beskrivelser af alle arter og download bingoplader her.
Med bingopladerne i hånden kan du lave din helt egen skattejagt og natursafari, uanset hvor i det danske sommerland du befinder dig.
Kommentarer