Debatindlæg af Ole G. H. Sørensen, Byrådskandidat for Velfærdslisten

Den seneste tid har der været meget debat om frivillige. Jeg vil godt først slå fast med syvtommersøm, at jeg er meget glad for alle de frivillige, der gør et kæmpe stykke arbejde for store og små. Vi havde ikke vores danske foreningsliv uden alle de frivillige ildsjæle, og jeg kaster mig næsegrus for disse personer, der bruger så meget af deres tid på og for vores alles fælles bedste.

Men der er grænser for hvor frivilligheden hører hjemme. Nogle bruger udtrykket om at de frivillige er “flødeskummet”, i så fald er jeg laktoseintolerant. Jeg mener ikke at frivillige hører hjemme i ældreplejen, vuggestuer, børnehaver, skolevæsnet eller andre steder hvor man arbejder med mennesker.

Jeg kan godt se alle de umiddelbare fordele for dem der modtager frivillig hjælp, og for dem der laver
besparelserne. Og jeg kan også sagtens sætte mig ind i det givtige for de frivillige. Men man forfladiger det pågældende personales faglighed, og man risikerer at miste vigtig information og viden der ikke bliver delt, da man jo ikke kan sætte samme krav til frivillige om dokumentation og observation.

Der er en grund til at det kræver uddannelse inden for de forskellige områder, så for eksempel observationer ikke bliver forvekslet med “synsninger” og personlige holdninger. Nogle gange kan det være små ting som en bestemt ændring i tonelejet, der fortæller at den pågældende borger har noget mere, eller andet på hjertet end det der umiddelbart bliver givet udtryk for.

Men de tager jo ikke ordinært arbejde ved at drikke en kop kaffe med de ældre, eller ved at gå en tur med dem, syntes argumentet fra nogle at være. Jo de gør! Men kerneopgaverne ændrer sig hele tiden og man fylder tomrummet efter besparelser, øget dokumentations krav og målbare effektiviseringer med frivillige.

Det er skruen uden ende. For når de frivillige arbejder indenfor området, så får medarbejderen mindre at lave, derfor kan der spares yderligere, og efter nogle år så henter man frivillige ind som “flødeskum”, til at fylde det tomrum som besparelsen lavede.

Når man arbejder med mennesker så er relationen vigtig. Og ikke en relation der kun bygges op om praktiske ting, men også “bare” snak. Så jeg mener at frivillige indenfor de før omtalte områder er med til at støtte de besparelser områderne gennemgår, men man udfører det frivillige arbejde da man mener der mangler noget på området.

Man kan spørge sig selv hvad tømrerne, malerne, revisorerne, advokaterne, kemikerne, og andre ville sige hvis dele af deres arbejde blev udført af frivillige. Eller er man af den mening at når det drejer sig om arbejde med mennesker, så kan alle jo gøre det, for alle kan jo tale med andre mennesker!?

Som sagt, det er ikke de frivillige eller dem der modtager frivilliges hjælp jeg harcelerer imod, men vigtigheden at få fjernet alle besparelserne på områder, hvor der arbejdes med mennesker, så man stadig kan have tid til alle facetter af det dejlige ved at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og samtidig sikrer en høj faglig indsats.

Så derfor skal frivillige ikke udføre noget af kerneopgaven, som i min optik betyder alt hvad der har direkte berøring med borgeren, såsom personlig pleje, omsorg, aktiviteter og socialt samvær som alle er en del af kerneopgaven. Så hvis der er brug for “flødeskum” fra frivillige på et område, er det et udtryk for at området er for udsultet af besparelser.

Afslutningvis vil jeg lige tilføje at være frivillig og at være pårørende ikke er det samme i min
optik.