Museum Østjylland gør klar til ny stor udstilling
Runesten er lukket og slukket. Men heldigvis kommer runestenen tilbage igen som en integreret og uundværlig del af den nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden”, der åbner på Museum Østjylland i Randers til oktober, som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Publikum elsker den. Den digitale og interaktive runesten på Museum Østjylland, som på magisk vis fortæller den dramatiske historie om en skibsfærd over Øresund. Men nu er stenen slukket og ikke tilgængelig for museets gæster. De kommende par måneder må de besøgende undvære den populære seværdighed.
– Mange gæster – store som små – går målbevidst efter runestenen, når de besøger museet. Så vi er selvfølgelig lidt kede af at skuffe dem, men det er nødvendigt, fordi vi nu går ind i den sidste fase af arbejdet med den nye oldtidsudstilling. Runestenen på sin sædvanlige og velkendte plads står simpelthen i vejen nu, fortæller udstillingsarkitekt og projektleder, Jakob Beck Purup.
Runestenen må midlertidigt lade livet i til fordel for genskabelsen af en 1.000 år gammel træplankevej i oldtidsudstillingen. Vejen er lavet af fiberbeton og integreret ned i museets linoleumsgulv. Den kommer til at fungere som bindeled mellem den eksisterende middelalderudstilling og den nye udstilling af vikingetiden.
Den interaktive runesten kommer til at indgå i den nye oldtidsudstilling, der er en del af det officielle program i anledning af Aarhus 2017 Europæiske Kulturhovedstad. ”Livet ved Fjorden” er sammen med de nye udstillinger på museets afdeling i Grenaa den største historiesatsning i kulturbyåret uden for Aarhus.
Kommentarer