Mord i marts
Hvorfor er vi mennesker så fascineret af det mørke og uhyggelige? Det sætter Randers Bibliotek fokus på i marts.
Krimigenren er stadigvæk den mest populære genre blandt lånerne på Randers Bibliotek – i vores samling er der 9,198 bøger i krimigenren, og i 2019 var der 45.926 krimiudlån.
Det markerer vi i marts med et skarpt fokus på mord, kriminalitet, opklaringsarbejde og alle de andre elementer, der tilsammen skaber genrens udtryk. Udover at Hovedbiblioteket i marts bliver pyntet op i krimiens tegn tilbyder vi også disse fire særlige arrangementer, som alle har noget at gøre med krimien. Du kan tilmelde dig arrangementerne via www.randersbib.dk
Efterforskeren – onsdag d. 4. marts kl. 17 – 19 på Hovedbiblioteket
I over 40 år har tidligere politikommissær og efterforskningsleder Ove Pedersen arbejdet ved politiet, og han har oplevet mange store og grumme sager. Til foredraget tager Ove Pedersen udgangspunkt i en række af de store sager, som han har været med til at efterforske, og han fortæller også om efterforskningens udvikling fra telexmaskiner og fingeraftryk op til i dag med DNA og højteknologi.
Mordet som begreb og Stephen King – onsdag d. 11. marts kl. 16 – 17 på Hovedbiblioteket
Gennem mere end 50 år har Stephen King skrevet historier, der har tryllebundet flere generationer af læsere. Forfatter og kommunikatør Jacob Krogsøe vil komme med en introduktion til Stephen Kings forfatterskab med et særligt fokus på Kings favntag med forskellige genrer og mordet som begreb.
Fremragende anbefalinger – fredag d. 13 (bemærk datoen!) kl. 16 – 17 på Hovedbiblioteket
I anledning af den kommende Krimimesse har vi inviteret to garvede krimilæsere fra Horsens Bibliotek til at tage ordet i denne bogcafé. De vil fortælle om krimier med udgangspunkt i programmet for Krimimessen. Lida og Vibeke vil ud over krimier og spændingsromaner også komme med en flig uhygge fra virkelighedens verden.
Med bussen til Krimimessen – lørdag d. 28. marts kl. 8.15 – 18.15 i fængslet i Horsens
Tag med vores to krimielskende bibliotekarer Dorthe og Pernille til fængslet i Horsens, hvor vi vil bruge en hel dag i selskab med spændende krimiforfattere og andre krimielskere. Her kan du finde inspiration til din næste læseoplevelse, og du kan høre spændende foredrag og interviews. Læs mere om messen på www.krimimessen.dk
Kommentarer