Kultur

Da mor blev væk – foredrag til dig på barsel

Julie og Laura gæster Randers Bibliotek til et poetisk og underholdende foredrag

Kom – gerne med din baby – til foredrag, tirsdag d. 2. april kl. 10.30, om den rejse som barslen bringer nybagte mødre ud på.

Julie og Laura, der står bag de populære Jegermor podcasts & Jegermor-appen, gæster Randers Bibliotek til et poetisk og underholdende foredrag om hvordan det nogle gange er svært at blive mor – og om hvorfor det er helt okay. Med humor og alvor vil de fortælle om deres egne rejser ind i moderskabet og hvordan ulykken og lykken boede lige ved siden af hinanden.

Foredraget lægger op til en debat om, hvordan vi som mennesker bliver bedre til at acceptere det, der er, og hvorfor ideen om den perfekte mor ikke giver meget plads til at øve sig. Og vigtigst af alt: Hvad vi skal gøre ved det?

Spædbørn og tumlinge er meget velkomne under foredraget, og der vil være plads til både at amme, lege, trøste og skifte ble.

Du kan opleve Jegermor på Randers Bibliotek Tirsdag 2. april kl. 10.30 -11.30. Køb din billet på randersbib.dk – det koster 50 kr.

Kommentarer