Kultur

Mogens Lykketoft mødte unge fra hele Norden i randers

De unge NOVU-deltager havde workshop om, hvad de selv kan gøre for bæredygtigheden på vores klode og engagementet var stort

Da 63 unge fra Randers Kommunes nordiske venskabsbyer mødtes til seminar om bæredygtighed, var det med indspark fra den verdenskendte skuespiller og FN-ambassadør Nikolaj Coster- Waldau. Seminaret blev skudt i gang med et oplæg af den tidligere formand for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft.

– Vores ungdom skal bære vores fremtid. I forbindelse med mine aktiviteter som goodwill ambassadør for FN’s 17 bæredygtige mål for 2030 skal alle tage del i løsningen og alle er en del af løsningen. Og jo tidligere vi engagerer os, jo bedre. siger Nikolaj Coster-Waldau, der har taget sig tid til at svare på spørgsmål stillet af unge fra Randers og fra Randers Kommunes venskabsbyer; Västerås i Sverige, Lahti i Finland, Ålesund i Norge og Akureyri i Island

Ud over at være en travl, verdenskendt skuespiller, er Nikolaj Coster-Waldau nemlig ambassadør for FNs mål for bæredygtighed. Og netop disse mål er i fokus, når 63 unge torsdag den 29. juni mødes til seminar på Tirsdalen Skole.

De unge har spurgt om alt fra hans oplevelser som ambassadør til, hvordan slavearbejde på fabrikker i Cambodia og andre steder i verden kan stoppes. Og som en del af seminaret blev der afspillet en video, hvor Nikolaj Coster-Waldau svarede på spørgsmålene. 

Lykketoft: En nødvendig dagsorden for hele verden

Ud over indsparket fra skuespilleren, deltager Mogens Lykketoft, der er tidligere formand for FNs Generalforsamling, i seminaret. Han vil lægge ud med et oplæg, hvorefter de unge sammen med byrådspolitikere fra Norden blandt andet skal debattere FNs mål for bæredygtighed og hvordan unge i Norden kan bidrage til, at FN når de nye mål.

– De 17 mål for bæredygtig udvikling er den nødvendige dagsorden for hele verden, hvis vi vil sikre kommende generationer en chance for at leve i en fredelig verden uden enorme uligheder, konflikter og miljøkatastrofer. Klimaindsatsen haster allermest.  Vi skal alle sammen bidrage til løsninger: regeringer, byer, virksomheder, finansverden, civilsamfund og hver enkelt af os i vores daglige levevis. Det er en revolutionær dagsorden. Vi skal leve, producere og forbruge på en måde, der er anderledes hensynsfuld over for vores jord end det sker i dag. Jeg håber, at jeg kan gøre de nordiske unge til aktivister for denne dagsorden, siger Mogens Lykketoft.

De unge fra venskabsbyerne er i Randers hele ugen som led i den årlige nordiske venskabsbyuge for unge (NOVU). Siden 2013 har temaet NOVU taget udgangspunkt i FN’s otte millenniummål, og hver værtsby har hvert år sat spot på et af målene.

Formålet er at øge de unges bevidsthed om bæredygtighed, samtidig med at de unge lærer hinanden at kende på tværs af landegrænserne.

Kommentarer