Mød de fem unge Skills deltagere fra Tradium

Læs mere om, hvordan de fem unge forbereder sig til DM i Skills, og hvad de forventer at få ud af deres deltagelse.
- Rikke Nielsen Støvring
Rikke Nielsen Støvring, 21 år, under uddannelse til frisør på Tradiums frisøruddannelse, pt. i lære hos Hårgalleriet i Skødstrup:
Hvad var din første reaktion, da du hørte, at du var gået videre?
– Jeg glæder mig til at skulle afsted igen. Det bliver meget spændende, og jeg håber på en bedre
placering i år, selvfølgelig.
Hvordan træner du frem til DM i Skills?
– Vi træner to gange om ugen på skolen og individuelt i salonen hver dag. Jeg træner altid på tid,
for ellers kan jeg ikke nå det. Vi har fire opgaver; to kendte, en bombage (herrefrisure, hvor håret
skal sættes så højt og glat som muligt, red.) og en langhårsfrisure, så vi har blandt andet trænet
lidt klippeteknikker og snakket om, hvilke farver vi skal bruge i de ukendte opgaver. Derudover træner jeg mere bombage denne gang, end jeg gjorde til DM sidst, da det ikke gik så godt der, og jeg gerne vil forbedre mig.
Hvad er din største styrke?
– Det er, at jeg har prøvet det før og kender lidt til det pres, man er udsat for. Jeg kan styre min
nervøsitet lidt mere, i stedet for at tænke over, at der står 1000 mennesker og ser på mig. Så jeg har måske nerverne lidt mere i ro end andre, fordi jeg har prøvet det før.
Hvad tror du bliver din største udfordring?
– Det gør bombagen. Det er jeg sikker på. De andre opgaver tager jeg lidt mere roligt, for jeg kan min langhårsfrisure rigtigt godt. Men er sikker på, at jeg nok skal klare det.
Hvad kan du bruge din deltagelse i DM i Skills til?
– Jeg kan helt klart bruge det i forhold til at styrke mine kompetencer frem til min svendeprøve. Man
bliver rigtigt god til at styre sin tid og til at planlægge, hvordan man skal gøre og gribe tiden an. Jeg synes også, det giver en mere selvtillid, og så er det en personlig sejr at komme med.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Jeg kunne godt tænke mig at have noget med showhår at gøre. Det kunne for eksempel være ved at arbejde i en stor salon eller sætte hår til forskellige modeshows.
- Josefine Holm
Josefine Holm, 21 år, under uddannelse til frisør på Tradiums frisøruddannelse, pt. i lære hos Klippehuset i Randers:
Hvad var din første reaktion, da du hørte, at du var gået videre?
– Det var jeg glad for at få muligheden for. Det er jo ikke alle, der får den.
Hvordan træner du frem til DM i Skills?
– Vi træner på skolen, og så har jeg næsten trænet hver dag, siden jeg fik at vide, jeg skulle med.
Så der går meget tid med det, både derhjemme og i salonen.
Hvad er din største styrke?
– Det er et godt spørgsmål. Jeg er ikke så god til at rose mig selv. Så det ved jeg virkeligt ikke.
Hvad tror du bliver din største udfordring?
– Det bliver de ukendte opgaver, for dem har vi ikke kunne øve på lige så meget som de to andre opgaver, da det først er på dagen, vi finder ud af, hvad der skal ske.
Hvad kan du bruge din deltagelse i DM i Skills til?
– Det er en kæmpe fordel til ens svendeprøve at have prøvet at sætte hår på tid og at have øvet teknikkerne en masse gange, så man kan dem. Og så tror jeg, at det bliver en helt vildt fed oplevelse at være med. Det bliver vildt spændende at se, hvordan det løber af stablen det hele.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Det har jeg ikke helt besluttet mig for endnu. Jeg tror, at jeg venter og ser, hvad tiden bringer, for der er mange muligheder. Måske kunne jeg finde på at tage makeupuddannelsen, der er selvbetalt. For så ville der være lidt flere jobmuligheder.
- Emma Meisner
Emma Meisner, 16 år, studerer EUX Business på Tradium:
Hvad var din første reaktion, da du hørte, at du var gået videre?
– Jeg synes, det var rigtigt fedt, for så kan man virkelig vise alt det, man har lært og kan indenfor sit fag.
Hvordan træner du frem til DM i Skills?
– Vi skal op i otte opgaver. De seks opgaver har vi allerede fået, og så får vi to på stedet. Det kan
være alt fra at stille et butiksvindue op til en salgssituation, så vi terper alt muligt teori indenfor salg, handel, opstilling i butikker med videre. Vi tager i skole fra halv ni om morgenen til halv fire om eftermiddagen for at terpe. Vi er fritaget fra den almindelige undervisning for at forberede os.
Hvad er din største styrke?
– Jeg synes, jeg er god til at formulere de ting, jeg gerne vil ud med. Og så bruger jeg meget tid på
at være tryg indenfor de ting, jeg skal kunne. Vi er to, der tager af sted, så vi har delt det lidt op i forhold til, hvad vi skal have styr på hver især.
Hvad tror du bliver din største udfordring?
– Det bliver nok at huske alt det, jeg skal kunne, og ikke at fumle med ordene.
Hvad kan du bruge din deltagelse i DM i Skills til?
– Det er helt sikkert noget, der er supergodt at have på CV’et, når vi engang skal ud og have en læreplads. Og så tror jeg, det bliver en helt sindssyg spændende oplevelse. Personligt giver det stor stolthed at være nået så langt, at jeg skal med.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Det må tiden vise, for jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal. Men jeg håber på noget indenfor
kontor.
- Alexander Bach
Alexander Bach, 16 år, studerer EUX Business på Tradium:
Hvad var din første reaktion, da du hørte, at du var gået videre?
– Jeg blev lidt nervøs og bange, fordi jeg ikke vidste helt, hvad jeg stillede op til. Jeg er stadig
nervøs, for der kommer til at være mange tilskuere, og forventningerne er skruet en tak op.
Hvordan træner du frem til DM i Skills?
– Vi terper lige nu eksponeringsformer, kundetyper, marketing med mere med lærerne. De har god forstand på det, vi skal op i.
Hvad er din største styrke?
– Det er et svært spørgsmål, men jeg tror måske, min styrke er, at jeg ikke har noget imod at tage
initiativ.
Hvad tror du bliver din største udfordring?
– Det er nok min nervøsitet.
Hvad kan du bruge din deltagelse i DM i Skills til?
– Fagligt så lærer vi en masse lige nu, eftersom vi nærmest får privat undervisning på Tradium i øjeblikket. Så vi lærer det, vi skal kunne, hurtigere og før de andre i klassen. Personligt er det en
vild oplevelse at skulle med. Man bliver mere udadvendt af det, fordi man bliver tvunget til at snakke med en masse mennesker og til at stå på en stor scene. Og ifølge lærerne kan det skrives på CV’et, da det viser, at vi er gode til at udvikle ideer og har styr på eksempelvis marketing.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Noget med handel og økonomi. For eksempel kunne jeg godt tænke mig at være indkøber for et firma.
- Svend Borup
Svend Borup, 19 år, under uddannelse til smed på Tradiums smedeuddannelse, pt. i lære hos Skanda A/S i Mariager:
Hvad var din første reaktion, da du hørte, at du var gået videre?
– Det var da dejligt. Det var jeg glad for, for det er en vildt spændende oplevelse at være med, ekstremt lærerigt og noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet.
Hvordan træner du frem til DM i Skills?
– Jeg træner i øjeblikket nogle forskelige øvelser og konstruktioner. Blandt andet træner jeg svejsning og pladebearbejdning, og så øver jeg mig i en tidligere Skills-opgave, hvor vi skulle lave et dozerblad, der er bygget op af nogle plader og profiler, der skal bearbejdes og svejses sammen. Jeg har brugt to uger på at forberede mig indtil videre.
Hvad er din største styrke?
– Det er nok, at jeg er god til at få en frisk opgave og gå i gang derfra.
Hvad tror du bliver din største udfordring?
– Det bliver at skulle forsvare det, jeg lavede sidste år. Det håber jeg, at jeg kan.
Hvad kan du bruge din deltagelse i DM i Skills til?
– Det giver en masse erfaring og noget selvtillid.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Det er nok at få mit eget firma.
Kommentarer