Mød Bodil Jørgensen i Asferg – til et gribende foredrag i ord og toner

Mød skuespilleren Bodil Jørgensen i et åbenhjertigt foredrag om karriere og kærlighed – på godt og ondt – krydret med musikalske indslag, når hun 2. november gæster Asferg.
Asferg Arrangementsforening er klar med næste spændende kulturelle indslag, og denne gang får man besøg af ikke mindre end den kendte og højtrespekterede, skuespiller Bodil Jørgensen.
Bodil Jørgensen vil underholde og røre publikum med en åbenhjertig beretning om sit liv og sin karriere – om kærlighed, smertelige tab og om dét at blive mor i en høj alder; Bodil Jørgensen var 48 år, da hun fik sit datter Sigrid.
Den populære skuespiller vil delagtiggøre tilhørerne med historier fra scenen på Det Kongelige Teater, fra de store film og fra de mange TV-roller, man har set hende i.
Bodil Jørgensen vil også komme ind på de dramatiske oplevelser ved den store togulykke ved Sorø i 1988, og om traktorulykken, de fleste nok husker, der skete i forbindelse med en filmoptagelse. En ulykke der nær havde kostet Bodil Jørgensen livet.
Musikalske indslag
Der venter deltagerne ved dette foredrag en spændende og hjertevarm fortælling med masser af humor fra en af tidens største kvindelige skuespillere, som vil krydre sine fortællinger med musikalske indslag – sange og viser fra sit repertoire – akkompagneret af pianisten Bjarne Sahl.
Arrangementet finder sted torsdag 2. november klokken 19.00 i Træningshuset Asferg, Søndergade 17 B, Asferg, 8990 Fårup.
Billetsalget er i godt gang, og man kan sikre sig en plads, ved at indbetale 200 kroner på konto 9365 0007198930. Kvittering vises ved indgangen.
Har man spørgsmål til arrangementet kan man kontakte Ib Hedegaard Pedersen på telefon 23 99 03 57
Biografi
Bodil Jørgensen er datter af lærer Frede Jørgensen og hustru lærer Rigmor Cecilie Eskesen. Hun læste først engelsk ved Aarhus Universitet indtil hun i årene 1986-1990 blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole.
Fra 1990-92 var hun ansat på Jomfru Ane Teatret. Hun fik i 1992 sit gennembrud i “Den menneskelige stemme” på Betty Nansen Teatrets lille scene.
I 1997 blev Bodil Jørgensen ansat på Det Kongelige Teater, og hun havde en lang teaterkarriere og mindre filmroller bag sig, da hun pludselig fik enorm succes med den centrale rolle i Lars von Triers Dogme-film “Idioterne” fra 1998.
Siden har den populære skuespiller medvirket i en lang række af spillefilm i alle genrer, ligesom hun er tonet frem på skærmen i mange populære tv-serier.
De senere år har Bodil Jørgensen også afsløret et vidunderligt komisk talent – blandt andet i showet ‘Rytteriet’.
Bodil Jørgensen blev 16. juli 1995 gift med teaterinstruktør Henrik Sartou (1964-2005). 18. november 2005 blev hun gift med filmfotografen Morten Søborg, med hvem hun har datteren, Rigmor.
Kommentarer