Assentoft

Modstandsfolk blev mindet i Randers

Se billedserie Sergent i hjemmeværnskompagni Birgithe Thychosen lagde en krans i Mindelunden.

Over alt i landet bliver 72-året for Danmarks befrielse markeret. Også flere steder i Randers kommune.

Klokken 14 mødtes en lille skare mennesker på Nordre Kirkegård, hvor der blev lagt blomsterbuketter på gravstenene i Mindelunden. Blandt de fremmødte var Aksel Sørensen, som var chef for A/S-gruppen i Randers, samt hans søster, Ebba Hjortshøj, som også var aktiv i modstandskampen.

Mens de sad på en bænk og udvekslede minder fortæller Ebba Hjortshøj, at noget af det sprængstof, som skulle bruges til sabotage, blev forberedt i køkkenet hjemme hos hendes mor. Aksel Sørensen, som var leder af gruppen, instruerede moderen i, at hvis ikke de var tilbage til det aftalte tidspunkt, så var det fordi, at et eller andet var gået galt.

– Det er jo lidt trist at komme her. Det er svært at holde tårerne tilbage, når man tænker tilbage på de kammerater, som døde i kampen for Danmarks frihed og fred, sagde Ebba Hjortshøj til Randers Netavis, mens en lille tåre løber ned af hendes kind. Hun bad samtidig om, at den kamp aldrig må blive glemt.

Familiemedlemmer lagde blomsterbuketter ved hver af de 11 grave i mindelunden. Blomsterne bar alle bånd, som var lavet i modstandsbevægelsens farver.

I mindelunden er 10 modstandsfolk og en canadisk flyver begravet. Mindelunden er sammen med mindepladen på kirkegårdens kapel en barsk historie om tiden under besættelsen.

På vegne af hjemmeværnskompagni Hvidsten, lagde sergent i hjemmeværnskompagni Birgithe Thychosen en krans ved mindestenen, som bærer skriften: »Drenge I drenge som døde, I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde.«

Tak for kampen

Herefter talte Ebba Hjortshøj ved gravene, hvor hun takkede dem, som ikke overlevede krigen:

– Vi sender en hilsen til jer kammerater, som gav jeres liv for Danmarks frihed og fred. Tak alle sammen, selv om et tak ikke er nok. Tak for kampen. Det var bravt gjort af jer. Æret være jeres minde! sagde Ebba Hjortshøj. Herefter blev sidste vers af salmen »Altid frejdig når du går.«

Det samme gentog sig umiddelbart efter ved mindepladen, som er ophængt på kirkegårdens kapel. Også her blev der lagt en blomsterbuket. Her minde Ebba Hjortshøj især Fritz Kristian Skipper, som døde i tysk KZ-lejren Neuengamme ved Hamborg i Tyskland. Han var chauffør for A/S-gruppen, og kørte bl.a. våben fra nedkastningsstedet og ind til de steder, hvor våbnene blev gemt.

Skovbakken

Derefter kørte hjemmeværnsfolkene til Skovbakken, hvor der ved mindesmærket også blev lagt en blomsterbuket. Herefter sluttede mindehøjtideligheden

Klokken 17 mødtes medlemmer af hjemmeværnskompagni Hvidsten ved mindekorset på Kristrup Engvej i Randers. Her blev Carlo Randrup Thomsen den 20. marts 1945 skudt af tyskerne, da han forsøgte at undslippe dem. Han blev indlagt på et lazaret i Aarhus, men døde fem dage senere.

Senere kommer en reportage fra en mindehøjtidelighed ved Mindelunden i Hvidsten, hvor de henrettede fra Hvidstengruppen er stedt til hvile.

Kommentarer