Randers By

Misundelse på Randers Bibliotek

Teaterskolen Kastali'a på Randers Bibliotek. Pressefoto

Lørdag den 20. maj klokken 11.00 kan du midt i Randers Bibliotek opleve en del af teatereventen “Det er synd”, nemlig MISUNDELSE.

På Kastali’a har alle 122 elever været rundt om de syv dødssynder, de har vendt og drejet dem. Om de fandt sandheden, vides ikke, men de har i hvert fald fået noget at tænke over.

Misundelse kan føre til drab som i historien om Kain og Abel, eller det kan være en motivationsfaktor, som i “jeg vil lære at spille guitar som Mads Langer”. Misundelsen kan starte krige og revolutioner, eller det kan være mere personligt, som misundelse på sin fars kæreste, fordi faderen brugte mere tid på kæresten, og derfor blev hårene klippet af kærestens tandbørste. Det kan være ønsket om en andens død i 1. klasse, fordi der var en fra klassen, der havde mere end én selv. Eller hvis man er meget misundelig på en ven, så man bliver led og det fører til, at man mister venner.

Hold 4 fra Teaterskolen Kastali’a vil fortælle meget personlige og ærlige oplevelser og har opdaget, at vi alle har misundelse i os, og at der findes mange former for misundelse. Misundelse er ikke en skam, det er det, misundelsen fører til, der er en skam. De konstaterer derfor at, misundelse ikke er en synd, det er et menneskeligt træk, som er i os alle. Holdet fra Teaterskolen glæder sig til at sprede misundelse over deres ærlighed og dygtighed, for misundelse er den skygge, som succes kaster.

Der er gratis adgang.

Kommentarer