Navnenyt

Mindeord om Søren Fischer fra ”Foreningen til Lillebjørn Bevarelse”

Fotocollage: Lillebjørn.

Efter 42 års lang og tro tjeneste som arbejdsfartøj for Randers Havn, stod Lillebjørn i 1990 til at skulle skrottes. En flok handlekraftige og initiativrige Randersborgere, hvoraf én var Søren Fischer, syntes ikke at ophugning var en god idé.

Af Carsten Vammen, formand. På vegne af Foreningen til Lillebjørns Bevarelse.

På den stiftende generalforsamling i ”Foreningen til Lillebjørns Bevarelse”, som blev afholdt på Randers Tandhjulsfabrik den 6. maj 1991, indledte Søren – så kort som han nu kunne – med at understrege, at ”alle fremmødte var kommet frivilligt, at alle holdt af Lillebjørn, og at det er af frivillighedens vej, at Lillebjørn skal restaureres og søsættes til gavn og glæde for os der bor og gerne vil blive i Randers”.

Søren understregede mangen en gang i alle årene derefter, hvordan han påskønnede at frivillige hænder stadig holdt det gamle skib i gang, til stor glæde for byens borgere og gæster. Han bidrog nu også selv ganske gavmildt.

Således blev de årlige generalforsamlingen gennem mange år afholdt på Randers Tandhjulsfabrik.

Af og til fik han idéer, som han hjalp på vej med et kontant tilskud.

Engang hvor Lillebjørns ”far”, dampskibet S/S Bjørn, som siden 1981 havde været hjemmehørende i Helsingør, gerne ville komme på besøg i Randers, men havde problemer med at få råd til kul til ovnene, meldte Søren Fisher straks ud, at de bare kunne komme, og så skulle han nok klare den regning.

En anden gang var i forbindelse med et jubilæum for Lillebjørn, hvor han mente, at der skulle være en pølsevogn på kajen med hotdogs til alle gæster. Gæt selv, hvem der var sponsor på den.

Søren mødte trofast op til rigtig mange af foreningens arrangementer, og det var en sjælden gang, at han ikke lige skulle have ordet og fortælle lidt om Lillebjørn.

Til glæde for Randers og til ære for Søren Fischer vil alle frivillige omkring skibet naturligvis fortsat gøre deres bedste for at holde Lillebjørn ”ship shape”.

Æret være Sørens Minde.

Bisættelsen har fundet sted.

 

Kommentarer