Samfund

Millionbevilling skal hjælpe flygtninge i job

Abdul Basit (th) var en af deltagerne i det prøveforløb for svejsere fra Syrien og Eritrea som Tradium arrangerede i samarbejde med Randers Sprogskole. Her er han sammen med direktionsassistent Helle Ødum fra Prodan, som deltagerne i prøveforløbet besøgte. Foto: Tradium

Randers Kommune har sammen med Norddjurs og Syddjurs kommuner fået bevilget godt 3,3 millioner til det tre-årige projekt ”Flygtninge direkte i job – i brancher med flaskehalse.”

Minimum 160 flygtninge og familiesammenførte sendes ved ankomsten til de tre kommuner direkte i opkvalificering og praktik indenfor brancher, hvor flaskehalse skaber akut behov for arbejdskraft. I første omgang er der tale om jern- og metalomådet – senere bredes initiativet ud til jordbrugs-, håndværks- og servicefagene, hvor der lokalt er stor efterspørgsel på arbejdskraft.

Hurtig tilknytning til arbejdsmarkedet i stedet for klientgørelse og tilvænning til en tilværelse på overførselsindkomst. Det er nogle af hovedtankerne bag projekt ”Flygtninge direkte i job – i brancher med flaskehalse,” fortæller afdelingsleder for Integration i Randers Kommune, Laila Jerming Jespersen:

”Sprog, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet er altafgørende for, at de nye medborgere får en god tilværelse i Danmark, hvor de kan forsørge sig selv. Det vil projektet her bidrage til. Vi har i samarbejde med Tradium og Randers Sprogskole kørt et prøveforløb med svejsere fra Syrien og Eritrea, som har været en succes. Derfor er jeg rigtig glad for, at den her bevilling er gået igennem, så vi kan bygge videre på nogle af de koncepter, som vi ved virker. Opbakningen fra de lokale virksomheder indenfor svejsefaget har været rigtig god, og vi glæder os til at udvide samarbejdet til flere brancher,” siger Laila Jerming Jespersen, der også ser muligheder i, at projektet sker i samarbejde med kommunerne på Djursland:

”Det er spændende, at vi nu er tre kommuner de går sammen. Det gør, at vi får en volumen, der blandt andet tillader, at vi kan etablere flere uddannelses-hold indenfor flere brancher.”

Partnerskaber mellem kommuner og virksomheder

Jobcentrene i de tre kommuner indgår partnerskabsaftaler med en række lokale virksomheder. I første omgang fokuseres der på jern- og metalområdet samt jordbrug, hvor der i øjeblikket er så stor efterspørgsel efter arbejdskraft, at der er tale om deciderede flaskehalse.

De flygtninge og familiesammenførte, som i deres hjemland har været i berøring med disse brancher, gennemgår et 18-ugers grundforløb, som stykkes sammen i tæt samarbejde mellem jobcentre, sprogskoler, erhvervsskoler og de lokale virksomheder.

Planen er, at projektet foruden jern- og metalområdet samt jordbrug i næste etape skal gå videre med servicefag, omsorg, tømrerfaget og entreprenørområdet. Valget af brancher bygger på en vurdering fra de tre kommuners jobcentre af, hvor der i de kommende tre år, vil være jobåbninger i Randers-området og på Djursland.

Projektet løber over tre år, fra 1. juli 2016 til 30. juni 2019. Bevillingen som er på 3.363.710 kroner – ud af et samlet budget på 7.173.230 kroner – kommer fra puljen ”Målrettet kommunal beskæftigelsesindsats for flygtninge og indvandrere” under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

 

Kommentarer