Randers By

Mie og Sven mødte Cassandra og hørte hendes vilde historie

Sven Schou og hans hustru Mie Søholm mødte Cassandra Kabango Knudsen til Randers Biblioteks arrangement "Mød en ...". Foto: Randers Kommune

Som barn har Cassandra Kabango Knudsen vandret fra Rwanda til Uganda om natten. Som barn i Danmark måtte hun kæmpe mod racisme og ordblindhed, og som teenager fik hun et billede af sin kommende mand i konfirmationsgave. Cassandra har en utrolig historie, og den fortalte hun på Randers Bibliotek, da hun var gæst i arrangementet “Mød en …”.

Natten i Afrika er sort som ibenholt. Alligevel var det om natten, Cassandra Kabango Knudsen skulle vandre med sin mor og tre søskende på turen fra Rwanda til Uganda. Hun ved ikke præcis hvorfra og hvortil, men gåturen tog cirka to år.

– Hvis der kom nogen, måtte vi lægge os på vejen og holde vejret, som om vi var døde. Hvis der lå andre døde i vejkanten, kunne man smøre sig med deres blod – bare for en sikkerheds skyld. Dagene handlede kun om at overleve.

39-årige Cassandra Kabango Knudsen fortæller roligt og levende om sine barske oplevelser, da hun flygtede fra krigen i Rwanda. Tilhørerne på Randers Bibliotek lytter i tavs ærefrygt.

Cassandra er månedens gæst i det populære arrangement “Mød en … ” på Randers Bibliotek, hvor deltagerne har mulighed for at møde et menneske fra en anden kultur og blive klogere på andre verdener end deres egen.

– Hendes historie går lige i hjertet. Vi har endnu mere at tænke over, end vi plejer, siger Mie Søholm, der altid deltager i arrangementerne sammen med sin mand Sven Schou, når det kan lade sig gøre.

Kim Larsen var min bedste ven

Cassandra Kabango Knudsen var syv år, da familien gik fra hjemmet i Rwanda, og ni år, da de nåede frem til deres onkel i Uganda. Siden har hun boet i forskellige flygtningelejre, før familien fik opholdstilladelse i Danmark. Så begyndte en ny kamp, kampen for at lære et nyt sprog og blive en del af fællesskabet i et nyt land.

– Vi måtte ikke tale dansk derhjemme, det ville min mor ikke have. Men vi måtte lytte til musik, så Kim Larsen blev min bedste ven. Jeg lærte utrolig meget dansk ved at lytte til hans tekster, fortæller Cassandra, der allerede kort efter skolestart fik en ny udfordring at slås med:

– Jeg er ordblind, og hvis man er ordblind i Afrika, så er man dum og kan ikke blive til noget. Der findes heller et ord for specialklasse på mit sprog, så det var næsten umuligt for mig at forklare min mor, hvorfor jeg ikke skulle gå i en almindelig klasse.

Generelt var det svært for Cassandra og hendes søskende, at deres mor ikke lærte dansk, og at kommunikationen med skolen derfor skulle gå igennem børnene. Koncepter som madpakker, bogpapir og penalhuse er ikke let at forstå for en kvinde fra Rwanda, der aldrig selv har gået i skole.

Fik ægtemand i konfirmationsgave

Da Cassandra blev konfirmeret, fik hun hverken et TV, smykker eller store pengegaver. Til gengæld fik hun en kuvert med et billede af en ung mand fra Uganda.

– De havde fundet en ægtemand, der kunne forsørge mig. Som ordblind kunne jeg jo ikke selv blive til noget, og derfor havde de arrangeret et ægteskab for mig. Jeg skulle rejse ned til ham, når jeg blev 18. Hvis jeg ikke havde boet i Danmark, ville vi være blevet gift, når jeg fyldte 16, fortæller Cassandra Kabango Knudsen, der dog satte foden ned over for ægteskabstilbuddet.

Ifølge Cassandras mor var hun blevet for dansk, for den unge pige nægtede at gifte sig med sin konfirmationsgave. I stedet har hun valgt sin egen mand, som hun mødte på en højskole. Han kom fra Randers, og derfor stiftede parret familie i den kronjyske hovedstad, hvor de bor med deres tre børn.

På trods af en turbulent opvækst, der også indeholdt massiv mobning på grund af hudfarve, så er Cassandra Kabango Knudsen landet et godt sted. Hun har opbygget et fantastisk netværk, hun har verdens bedste chef i sit job i RGF, og hun møder dagen med højt løftet hoved og godt humør.

En utrolig historie

Gæsterne på Randers Bibliotek lytter dybt betaget til Cassandras fortælling. Når man deltager i arrangementerne “Mød en …”, så ved man aldrig, hvem man møder, hvor de kommer fra, eller hvad deres historie er.

– Vi plejer at bruge noget tid på at spørge ind til den fremmede kultur og mødet med Danmark. For eksempel er mad altid et yndet emne; gæsterne vil gerne vide noget om landets nationalretter og gæsten favoritter på det danske middagsbord. Men det kom vi slet ikke ind på i dag, fortæller Dorthe Meyer Andreassen, der stod for arrangementet.

Arrangementerne har flere faste deltagere, men Cassandras historie var noget for sig.

– Vi læser meget og er generelt nysgerrige på andre kulturer, så vi kommer altid, når det passer ind i vores program. Vi har lært en masse om andre lande, men denne historie var noget af en øjenåbner, siger Sven Schou.

Randers Bibliotek inviterer til “Mød en …” næste gang fredag den 3. februar. Det er gratis at deltage, og det kræver ingen tilmelding.

Kommentarer