Debatindlæg af Charlotte Broman Mølbæk
Byrådsmedlem for SF Randers

Randers Kommunes økonomi er under et stort pres. Vi har en lav skatteindtægt per borger, og vi har et højt antal borgere, der har brug for hjælp og støtte fra kommunen. Derfor rækker pengene ikke til det, vi har brug for. Særligt på voksenhandicapområdet, får vi langt flere borgere, og på skoleområdet har vi flere elever, der mistrives i folkeskolen, og derfor har brug for en særlig indsats som eksempelvis specialundervisning. Det har efterladt os i en situation, hvor der er store underskud på stort set alle velfærdsområder.

På mandagens byrådsmøde behandles et forslag om Randersmodellen. Randersmodellen er navnet for den økonomiske styringsmodel, vi har i kommunen. I forslaget ønsker man, at underskud over 5 % ikke kan overføres til næste år. Det kan virke relativt harmløst og ligefrem fornuftigt, hvis man tager økonomi-brillerne på.

Men konsekvensen bliver, at der kommer hårde besparelser lokalt, og det vil i den grad gå ud over borgerne. For når der er et rungende underskud – og man ikke må overføre det, så bliver det lille Peter med eksempelvis autisme eller ADHD, der mistrives i almenskolen, der ikke får et tilbud om et specialtilbud.

Eller det bliver Susanne, der har flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig, men alligevel ikke kan få bo-støtte, fordi pengene ikke er der.

Det vil betyde, at nogle institutioner, som er hårdt ramt af tilfældigheder som eksempelvis langvarig og livstruende sygdom blandt personalet, eller som har flere handicappede borgere, vil blive særligt ramt af den stramme økonomistyring og hårde besparelser.

Det er et helt skørt paradoks, da det netop er dem, der har brug for ekstra midler til at løfte opgaven.

I SF tror vi på mennesket før økonomien. Vi føler os forpligtede på at levere netop den støtte og indsats, som borgeren har brug – også selvom økonomien er stram. Hvis økonomien ikke slår til, så må vi politisk tilpasse den og tage politisk lederskab – fremfor at skubbe aben ud til de små institutioner. Vi må med andre ord spare andre steder eller sætte skatten op.

SF i Randers mener, at vi bør sætte skatten op, så vi får sat en stopper for de mange besparelser og begynder at investere i mennesker.

Vi ved, at tidlig forebyggelse virker. Vi vil ikke være med til at tabe folk på gulvet, fordi vi ikke lige har penge i det år. Det er både socialt og økonomisk uansvarligt.

Ved at sætte skatten op med 0,5 % kan vi få genoprettet den økonomiske balance. Det vil koste en borger med en gennemsnitlig almindelig indtægt ca. 100 kroner om måneden. Med de 100 kroner om måneden, kan vi sikre, at de, der har brug for hjælp, får hjælpen i rette tid. Mennesker før økonomi.