Massivt svigt af skolebørnene i Randers Kommune
Debatindlæg af Karina Hjorth, formand for Handicaprådet i Randers Kommune, på vegne af DH’s medlemmer.
Sparekniven svinges endnu en gang over specialundervisningsområdet i Randers Kommune, men denne gang rammer det ikke kun børnene på specialområdet. Alle skolebørn i kommunen får de nye besparelser at mærke, da de almene skoler står for en større inklusionsopgave, når næsten alle børn med særlige behov (medmindre de har et decideret udviklingshandicap) fremover først kan visiteres til specialtilbud efter 3. klasse.
Det synes som en uigennemtænkt beslutning at spare på alle skolebørn i kommunen, hvilket Danske Handicaporganisationers (DH’s) medlemmer af Handicaprådet og mange andre kun kan se som en iskold skrivebordsspareøvelse.
Samtidig spiller det ikke sammen med ”Fremtidens Randers” – et projekt, der skal løfte kommunens socioøkonomiske profil – og ”Uddannelsespolitik 2023-2026”, som blev skabt med udgangspunkt i, at alle børn og unge er kompetente, har ressourcer og udviklingspotentiale. Politikken lovede alle børnene, at ”vi vil give dig den støtte, du har brug for”.
Det lyder fornuftig, men man må med denne beslutning om store besparelser konkludere, at Randers Kommune nu ikke længere vil inddrage og give medindflydelse, forebygge og lave indsatser, der skal hjælpe børnene på vej eller give dem gode og trygge rammer og overgange.
DH’s medlemmer af Handicaprådet står på ingen måde alene med denne bekymring. Det fremgår tydeligt af høringssvarene fra de 19 skoler samt BUPL, Randers Lærerforening, Randers Ungdomsskole og Skolelederforeningen, der har indsendt høringssvar med kommentarer til de foreslåede besparelser.
Intet sted står det klart, hvad denne beslutning kommer til at betyde for børnene og deres fremtidige muligheder. Hvis man vil forbedre kommunens socioøkonomiske profil, er det dybt tåbeligt endnu engang at spare på skoleområdet og ikke bare lade de mest sårbare børn i stikken, men også påtvinge almenområdet en opgave, de slet ikke er klar til at påtage sig.
Hvad bliver konsekvensen for de sårbare børn, der død og pine skal inkluderes i almenskolen? Hvad bliver konsekvensen for de øvrige klassekammerater? Hvordan forventer man at kunne klæde samtlige folkeskolelærere i kommunen godt nok på til at kunne håndtere børn med et hav af forskellige diagnoser? Hvordan kan nogen overhovedet regne med, at besparelser på børnene vil løse socioøkonomiske udfordringer i fremtiden?
Svaret blæser i vinden …
Kommentarer