Randers By

Masser af folkemusik i Turbinen

Der bliver folk for enhver smag i Turbinen, når Folkemusik i Randers først byder på Hans Theessink og Knud Møller og derefter følger op med fejringen af St. Patrick´s.

Søndag den 11. marts byder foreningen for tredie år i træk på en eftermiddag med Theessink & Møller, og er man til suverænt udført blues og roots, kan man næppe finde noget bedre at bruge fridagen til. Hver for sig er de blandt de bedste i genren, og sammen er de en oplevelse. Repertoiret består af musik fra Hans Theessinks store bagkatalog krydret med traditionelle numre.

Hans Theessink lægger stemme til, og sammen med Knud Møller leverer han guitarspil i topklasse. Resultatet var et særdeles begejstret publikum de foregående år.

Både Hans Theessink og Knud Møller har i hjemlandene, Østrig og Danmark, høstet adskillige priser og anerkendelser. Blandt andet har Knud Møller fået prisen som ”Årets danske instrumentalist”, og Hans Theessink har to gange vundet den østrigske ”Amadeus Music Award” for bedste udgivelse i kategorien Jazz World Blues.

Til daglig er Knud Møller en populær guitarist i mange sammenhænge, og han er ankermand i Johnny Madsens band. Hans Theessink er hollandsk født og boede tidligt i sin karriere i Danmark, men rejser nu verden rundt med base i Wien.

Det bliver med garanti varm blues og roots på en forårssøndag.

Irish stew til St. Patrick’s

Allerede fredagen efter fejrer Folkemusik i Randers, efter en pause sidste år, igen den irske nationaldag, St. Patrick´s med et lokale smykket i grønt, grøn øl, irsk kaffe og både quiz og lotteri.
Som noget nyt serverer Loungen Irish Stew for interesserede inden koncerten, og når aftenens band er færdigt, er der musik i loungen.

Musikken er lagt i hænderne på gamle kendinge, Shamrock, der med Kieran, Denis og Svend Erik ved instrumenterne slår den irske stemning an. De har flere gange besøgt Folkemusik i Randers og leverer varen med både humor og musikalitet.

Kommentarer