Manisk komediemonster udfordrer publikum
Hvordan ser et komediemonster egentlig ud? Det kan man få svar på 15. januar på Randers EgnsTeater, hvor en grotesk, rød klovn indtager scenen.
Inde i monsteret på scenen befinder sig amerikanske Eric Davis; en prisvindende performer, forfatter og instruktør, hvis bidende, grænseoverskridende kultshow ”Red Bastard” har taget verden med storm. Og nu er mand, monster og monolog kommet til Danmark.
Forestillingen er komisk i sin grundessens, men samtidig en teatralsk masterclass, der prikker til væsentlige, eksistentielle dilemmaer og menneskelige grublerier – blandt andet ved at stille dette overrumplende spørgsmål: Hvem fanden tror du egentlig, du er?
Publikum involveres og sættes i aktion, ingen får lov til at være i fred for denne forbløffende adrætte mandsdæmon, der bevæger sig lige så hastigt og manisk rundt mellem tilskuerne, som han taler fra sit spot på scenen. Det er både grænseoverskridende seriøst, djævelsk forførende og mavepustermorsomt.
”Red Bastard” opstod i 2013 og er i dag et kritikerrost, verdensberejst show med dusinvis af femstjernede anmeldelser i kufferten. Forestillingen har vundet adskillige priser på internationale branchefestivaler og har spillet for fulde huse blandt andet i Londons legendariske teaterdistrikt West End.
Men hvad man helt præcist får, når man løser billet til denne monstrøse monolog, er aldrig til at sige på forhånd. ”Red Bastard” er lige dele kropskomik, klovnerier, improvisation og interaktion, en forestilling, der skjuler intet og udstiller alt. Kun ét er sikkert: Det røde monster vil sluge publikum med hud og hår.
”Red Bastard” spiller på Randers EgnsTeater 15. januar klokken 19.30. Billetter på www.randersegnsteater.dk
Kommentarer