Kultur

Mandag med Mahler-musik på biblioteket

Komponisten Gustav Mahler levede ikke noget nemt liv, og turbulente følelser stikker ofte hovedet frem i hans værker.

Sæsonens sidste Klub Klassisk sætter fokus på den store østrigske komponist og hans fjerde symfoni.

I sin samtid var østrigske Gustav Mahler (1860-1911) væsentlig mere anerkendt som dirigent end som komponist. Efterfølgende har verden heldigvis fået øjnene op for hvilke store kvaliteter der findes i den orkester- og vokalmusik, han efterlod sig.

Når Randers Biblioteks klassiske lytteklub, Klub Klassisk, mødes i den Blå Boks på Hovedbiblioteket i Stemannsgade mandag den 25. november kl. 16-17, er det Mahlers fjerde symfoni, der er på programmet. Det storslåede romantiske værk blev uropført i år 1900, og har barnets uskyld som tema.

Bibliotekets musikformidler, Mik Stegger introducerer Mahler og inviterer på guidet lytte-oplevelsestur rundt i værket. Som sædvanlig er der kaffe på kanden, og eneste forudsætning for at være med er nysgerrighed på klassisk musik. Det er gratis at deltage, og ingen tilmelding er nødvendig.

Kommentarer