Læserindlæg af Pia Nyholm, Krogagervej 76, Blenstrup.

Man har fjernet et barn fra alt det der har givet ham sikkerhed i dagligdagen. Pleje forældre, Pleje søskende, bedsteforældre, venner, legekammerater og skole. Han ser dem aldrig igen. Intet er i nu som nogensinde før.

Man har gjort en familie fortræd!

Man har slukket en families håb og drømme, for et barn de havde taget ind i både hjerte og i liv. Plejesøstre, bedsteforældre og ikke mindst plejeforældre er i dyb sorg.

En dag var der nogen der ringede og sagde at de ikke skulle hente ham igen fra skolen, at de aldrig mere skulle se ham igen. At de aldrig mere skulle mærke hans arme omkring sig og aldrig mere kunne give ham et knus. Grine, lege, lære og opleve sammen. Der var ingen mulighed for farvel, kun den forfærdelige besked.

Man har gjort et fag fortræd!

Man har, på trods af mange samtaler ikke følt det nødvendigt at handle, før den afsluttende besked. Rådgivning, faglig sparring, efteruddannelse og sikkerhed i ansættelse findes ikke i denne branche. Familiens faglighed har der i 10 år ikke været nogen tvivl om. Men nu skulle der spares.

Fagpersoner, plejefamilien og deres faglige netværk, mente ikke at man anerkendte barnets problemer, så de tillod sig at gøre opmærksom på det. De samlede sig for at stå imod. I stedet for at iværksætte udredning og hjælp til barnet, som plejefamilien ofte havde anmodet om, så gjorde man et fag fortræd. I stedet for at handle på BUC (børn og ungecenteret – Risskov psykiatrisk afd.) udtalelser, som bekræftede plejefamiliens udsagn og iværksætte nødvendig hjælp i hjemmet, så valgte man at omplacere plejebarnet efter 10 år i plejefamilien. TI ÅR!

Man kalder det samarbejdsproblemer, fordi plejefamilien kæmpede for plejebarnet. Kæmpede for den rette behandling og for faglighed.

Ingen plejeforældre føler sig sikre nu. Har de bedt om hjælp eller stået imod, for plejebarnets skyld, så sidder deres hjerte nu udenpå, for de ved at barnets tarv ikke mere er i fokus.

Man har gjort en kommune fortræd!

16 personer, har ikke villet vægte mennesket først. De vil tælle kroner og ører til at bygge fine bygninger. Alt skal formes og fordeles pænt i kasser. Hvis nogen, drister sig til at protestere, eller ikke passer i kasserne. Så slår de hårdt ned og har folk til at hugge en hæl eller klippe en tå.

I aften putter de deres børn og kysser dem godnat. Hos dem sker der ikke noget, de har deres på det tørre. Ingen ringer og hiver hjertet ud af deres krop.

Om man er plejebarn, plejefamilie eller forældre til et anbragt barn i Randers kommune, så kan man ikke føle sig sikker i øjeblikket.

Man gør et barn fortræd!

I nat ligger der et lille barn og tænker, for 5. nat i træk, hvad han dog har gjort galt. Hvorfor han ikke må komme hjem til sin familie som han har levet med siden han var 2 år gammel. Han krymper sig inden i og han lover sig selv at han aldrig mere vil holde af nogen. For han ved at han vil miste igen.

Som voksen, efter en barndom hvor jeg selv har været fjernet fra hjemmet. Så kan jeg kun sige, at jeg er vred, jeg er ked af det, og jeg er ikke mindst skuffet over, at man har den frækhed at knægte kritikere af systemet på denne måde. UDEN hensyntagen til barnets tarv eller nogen form for faglighed.