Magt og rigdom på Museum Østjylland
Er du fascineret af middelalderens Danmark, så er chancen der nu for at dykke ned i en af de mest spændende perioder. Museum Østjylland inviterer nemlig til et foredrag om en skelsættende tid, 11-1200-tallet.
Her blev kongemagtens vold og plyndringer for første gang afløst af opkrævede skatter, nedskrevne love og regler, og med det ændrede samfundet sig grundlæggende.
Hør professor ved Aarhus Universitet, Bjørn Poulsen, fortælle om udviklingen i magt og rigdom i den spæde middelalder, når han gæster museet i Kulturhuset.
Tidligere stod kongen og hans mænd bag plyndring af fremmede folkeslag, og kongemagten kontrollerede i øvrigt handelen totalt. Men det ændrede sig i løbet af 11-1200-tallet, hvor kongemagten i stedet indførte nye former for indtægter i form af regulære skatter.
”Over en forholdsvis kort periode skiftede kongemagten i Danmark helt karakter, og bureaukratiet trådte nu frem for første gang i danmarkshistorien! ” forklarer professor Bjørn Poulsen, aftenens kompetente foredragsholder.
Pengene rullede ind
Byskatter og tribut (skat, der betales til herskeren i et område) fra bornholmere og frisere kom til, og fra 1060’erne kom der indtægter fra møntslagningen.
Gradvist opstod også de første regulære skatter, som voksede ud af den ”gæstning” kongen fik på sine godser.
”Når kongen rejste rundt i sit rige, var befolkningen nemlig forpligtet til at bespise ham og hans følge, ” fortæller Bjørn Poulsen.
Også den indsats, som folket ydede i deres militærtjeneste gav penge i kassen, og samlet lagde det grunden til en ny, rigere og mægtigere kongemagt!
Udstillingen Mønt og Magt – Kongemord, helgener og falske mønter i middelalderen kan ses på egen hånd frem til søndag den 22. maj 2022.
Info
- Foredrag: Rigdom og magt i 11-1200-tallet ved professor Bjørn Poulsen, torsdag den 3. marts 2022 kl. 19 – 21 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
- Billet 50 kr. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.
Kommentarer