Kultur

Mads Würtz Schmidt sikrer sin første sejr på WorldTouren

Mads Würtz Schmidt vandt i dag 6. etape af løbet Tirreno-Adriatico, hvilket er hans første etapesejr som professionel.

Den danske cykelrytter Mads Würtz Schmidt, som kører for holdet Israel Start-Up Nation, kørte i dag først over målstregen på 6. etape af løbet Tirreno-Adriatico. Han kunne dermed fejre sin første sejr som professionel cykelrytter.

Mads Würtz kom på dagens etape efter 40 kilometer med i et udbrud af i alt seks ryttere, og blev aldrig hentet af hovedfeltet. I spurten ved målet var Mads Würtz den stærkeste, og dagens sejr i det italienske etapeløb var en realitet. Den 26-årige rytter, som er opvokset i Randers, fortæller i et interview efter løbet, at han har kæmpet for denne sejr i årevis.

– Det betyder alt for mig. Jeg har ikke vundet, siden jeg blev professionel. Det er en stor lettelse, og det er, hvad jeg har kæmpet for de seneste fem år. Jeg er ekstremt glad, sagde danskeren efter løbet.

– Det var en hård start. Først var jeg afsted med to andre, men vi kom ikke væk. Dernæst kom jeg væk med en gruppe, og vi arbejdede rigtig godt sammen. Vi vidste alle, at vi skulle køre hårdt hele vejen for at knække feltets moral, og vi havde succes med det. Det var en superhård etape, men jeg havde det godt, da vi nåede finalen.

– Jeg har givet den nogle forsøg her i ugen. Jeg er glad for, at det lykkedes i dag. Det var en hård etape. Jeg er godt kørende og pressede dem på stigningerne. Jeg har været godt kørende hele ugen. Det er pissefedt det her. Jeg er rigtig glad, lyder det fra den danske etapevinder.

Se interviewet med den sejrende Mads Würtz Schmidt her:

Kommentarer