Kultur

Lokalt topnavn hos Jazzens Venner

To år i træk har Nosey Joe & The Gigoloes spillet for Jazzens Venner i Randers den første lørdag i Randers Ugen – om eftermiddagen.

Nu står det lokale topnavn endelig på scenen om aftenen, når Jazzens Venner indbyder til koncert torsdag den 4. april på Underværket.
I løbet af de seneste par år har Nosey Joe & The Gigoloes udviklet sig til at blive et topnavn. Ikke alene på den lokale jazzscene, men i hele Jylland, hvor bandet oplever større og større efterspørgsel. Sidste år spillede de syv Randers-musikere for første gang på Riverboat-festivalen i Silkeborg, og det blev en succes, som gentager sig i 2019. Nosey Joe & The Gigoloes er desuden kontaktet af flere andre festivaler og byarrangementer. Det betyder, at musikerne i 2019 kan opleves bl.a. på Ringkøbing Fjord Jazzfestival, på Torvet i Silkeborg og i Jazz & Folk-teltet i Randers Festuge.

Nosey Joe & The Gigoloes består af syv gennemrutinerede musikere, der har mange års erfaring indenfor jazz og rock. Det afspejler sig også i repertoiret, der tager udgangspunkt i autentisk swing, Boogie Woogie og Rhythm’n’Blues med et stænk af rock’n’roll. Selvfølgelig er ”Just A Gigolo” på repertoiret med jazzstandards som ”Mack The Knife”, men der spilles også variationer af Brian Setzer, B.B. King, Blues Brothers og Louis Jordan.

Musikerne er Sune Mauricio med vokal og guitar, Lars Karmark på guitar, Allan Ørberg på bas, Svend Foged på piano og sax, Svend Midtgaard på sax, Thomas Ingemann på trompet og Hans Ege på trommer. Udtrykket er en energisk stil med præcist samspil, topvokal og professionelle soli fra blæsere, piano og guitar. Alt sammen leveret med smittende spilleglæde.

Oprindeligt blev bandet samlet i forbindelse med en række af ”Kom Og Dans”-arrangementer landet over, og Nosey Joe & The Gigoloes holder stadigvæk fast ved, at der må danses til koncerterne. Musikken lægger op til det.

Kommentarer