Kultur

Lokale billard- spillere til finale på Værket

Som optakt til Billard VM, der begynder i dag på Værket i Randers, har otte rutinerede hold i den sidste måneds tid deltaget i den lokale turnering ’Bydysten’. Onsdag kl. 14 spilles der finale i Værkets foyer.

Under semifinalerne mandag aften blev det afgjort at Vesterbros Bodega og Sunes Bodega skal spille mod hinanden i finalen. I alt har otto hold deltaget i ’Bydysten’. I den lokale turnering bliver der dystet i disciplinen ’Skoma’r’, der er traditionel keglebillard. Dermed kan der i morgen på samme location opleves hele to forskellige discipliner af billard-sporten. Selve verdensmesterskabet er i disciplinen i 3-Bande Carambole, og mens 48 internationale spillere indtager Ridehuset, kan publikum som en bonus opleve finalen på ‘Bydysten’ i Værkets foyer onsdag den 27. november kl. 14.

Oprettelsen af den nye turnering bunder i et ønske om at udbrede kendskabet til billardsporten.
– Med den nye turnering og de andre events vil vi gerne vise randrusianerne de mange forskellige aspekter af billardsporten. Samtidig ønsker vi at skabe en god ramme for verdensmesterskabet og give den store internationale turnering en bred lokal identitet – siger eventchef Mette Bertelsen fra Randers eventsekretariat.

Vinderen af ’Bydysten’ løber af sted med 3.500 kroner og andenpræmien lyder på 1.500 kroner. Derudover giver Den Danske Billard Union finalisterne mulighed for at se nogle af verdens bedste spillere i aktion med sponsorering af billetter til verdensmesterskabet.

VM i 3-Bande Carambole spilles frem til lørdag, hvor der er finaler. Der er gratis entré til kampene tirsdag og onsdag, mens der skal indløses billet torsdag, fredag og lørdag.

Kommentarer