Fussingø

Lokal frustration: Miljøministeren har overhovedet ikke hørt efter

Ifølge miljøministeriets udspil til planerne for den kommende naturnationalpark i Fussingø vil man stadig kunne spadsere rundt om Mølledammen ved Fussingø. Men en stor del af skoven rundt om hegnes ind med store græssere, som det hedder. Foto: Randers Kommune. Fra artikel om historisk vandretur i Fussingø

Miljøministeriet har for nylig offentliggjort udkastet til planerne for den kommende naturnationalpark i Fussingø. Ifølge flere lokale borgere, foreninger og sågar andre interessenter fra hele landet er planen stort set lavet hen over hovedet på mange kritiske høringssvar.

Alle er enige om, at mere biodiversitet i naturen er godt, men regeringens planer med i alt 13 nye naturnationalparker i Danmark, hvoraf den ene af de foreløbigt to første er udpeget til at ligge i Fussingø, har i den forløbne tid skabt stor debat landet over.

12. februar var der høringsfrist for planerne, og en lang række høringssvar vidner om bekymringer om blandt andet ringe adgang og decideret fare for brugere af skoven, dårlig dyrevelfærd for indhegnede græssere, nedbrydning af eksisterende natur, forringede levevilkår for skovens naturlige beboere samt overordnet manglende evidens for, at de såkaldte rewilding-projekter overhovedet har den tilsigtede positive påvirkning af naturen.

Lokale protester

Blandt høringssvarene var en del fra Brugerlaug Fussingø. En forening stiftet af lokale og aktive brugere af Fussingø Skov, som var bekymrede for, at udsigten til, at omfattende indhegnede arealer med store græssere vil begrænse muligheden for at bruge skoven til gåture, hundeluftning, ridning, løb, cykling og andre friluftsaktiviteter.

Foreningen, som i dag har over 1000 følgere på deres facebookside, blev sammen med andre interessenter inviteret til et online informationsmøde med deltagelse af blandt andre miljøminister Lea Wermelin, borgmester i Randers Kommune,Torben Hansen, og skovridder Peter Brostrøm, 30. november sidste år.

Budskabet her var, at alle ville blive hørt og lyttet til.

Ingen lydhørhed

Det synes de i Brugerlauget imidlertid ikke er sket, og de gik i brechen for at påvirke det politiske arbejde omkring naturnationalparken i Fussingø.

– Vi lavede et gennemarbejdet oplæg med fokus på nogle specifikke problemstillinger og med et konkret forslag til, hvordan skoven kan opdeles til gavn for flere, fortæller Lene Stentoft fra lauget.

Onsdag 10. februar fik de foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor de kunne fremlægge deres eget prospekt for naturnationalparken og med forslag til en ny ‘infrastruktur’ i skoven.

Artiklen fortsætter under billedet…

Brugerlaug Fussingø har præsenteret et alternativt forslag til ‘infrastrukturen’ i den kommende naturnationalpari i Fussingø. Kortskitse: Jesper Thomassen, Brugerlaug Fussingø

Selvom Lene Stentoft og de andre i gruppen syntes mødet gik godt, så faldt humørbarometeret dog væsentligt, da miljøministeriet forleden offentliggjorde det foreløbige udkast til projektetbeskrivelsen for området.

– Det var jo som om, de overhovedet ikke havde lyttet eller ville tage stilling til vores forslag, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet…

Miljøministeriets forslag til stiføring efter implementeringen af de foreløbige planer om indhegning af store dele af skovene i og omkring Fussingø. Kortskitse: Miljøministeriet

Brev til ministeren

Lene Stentoft greb derfor endnu engang til pennen og har i et brev direkte stilet til miljøministeren afkrævet svar på en række spørgsmål.

Det handler blandt andet om opsætningen at de store hegn, som lukker mennesker og i en udstrækning det naturligt forekommende dyreliv ude af skoven.

Lene Stentoft adresserer i sit brev til miljøministeren også spørgsmålet om dyrevelfærden for de dyr, man påtænker at hegne ind. Det er et tema, som har fået mange – heriblandt Dyrenes Beskyttelse, dyrlæger med flere – til at råbe op.

Sagen er nemlig, at man for at kunne gennemføre projektet med de vilde græssere, skal ændre på en lov om dyrevelfærd, der netop er trådt i kraft 1. januar i år.

Ifølge lovforslaget vil man tilsidesætte dele af dyrevelfærdsloven, idet det er tanken, at de udsatte dyr som udgangspunkt skal klare sig selv.

– Men de vil blive tilset løbende, lyder kommentaren fra Lea Wermelin.

Endelig lovgivning omkring naturnationalparkerne forventes at finde sted i løbet af marts måned.

Kommentarer