Læsetanter og læseonkler indtager biblioteket
Frivillige læser højt for børn i alderen 3 – 6 år og spreder læseglæde på Læseøer, der er placeret rundt i biblioteket. Snart summer Hovedbiblioteket af glade stemmer og gode historier.
Mandag og tirsdag i uge 45 vil der være placeret Læseøer rundt i biblioteket om formiddagen, hvor frivillige er klar til at læse gode historier for de 3 – 6 årige børnehavebørn. Onsdag formiddag flytter Læseøer til Randers Bibliotek Øst i Dronningborg.
Med Læseøer i november er der skabt en ny tradition i børnebiblioteket. Konceptet går ud på at alle børnehaver i kommunen tilbydes masser af historier på biblioteket. I uge 45 bemander frivillige læsetanter og læseonkler Læseøer, der er indrettet i bibliotekets hjørner og kroge med puder og tæpper. Børnene går fra ø til ø og får dejlige, sjove og spændende historier, fortalt af de engagerede oplæsere.
Biblioteket vil gerne understøtte dagtilbuddenes store arbejde med at stimulere børns sproglige udvikling. Derfor foregår oplæsningen efter principperne i Dialogisk Læsning. Med udgangspunkt i Dialogisk Læsning læser den voksne op på en måde, der skaber mere sprogligt samspil med børnene.
Der er plads til 6 børn og en voksen på hver Læseø, og børnene kan nå at besøge cirka 3 Læseøer i tidsrummet mellem klokken 9.30 og 11.00 mandag og tirsdag i Hovedbiblioteket og onsdag i Randers Bibliotek Øst i Dronningborg.
Billetter bestilles via bibliotekets hjemmeside, og det er gratis at være med på Læseøerne.
Kommentarer