Af Christina Kjærsgaard, byrådsmedlem for Venstre

Det kunne være titlen på fortsættelsen af Erling Jepsens roman, “Kunsten at græde i kor”, men det er det ikke.

Det er min helt egen fortolkning af de seneste ugers beskrivelser, mistillid og miskreditering af plejesektoren i Randers, Århus og resten af kongeriget. Med to optagelser kom hele plejesektoren pludselig under lup og kom på alles læber….

Først en egenoplevelse fra den virkelige verden. Som byrådsmedlem fik jeg mulighed for at opleve hverdagen på Huset Nyvang, byens demensplejehjem. Historien om Niels, som fik en så uværdig pleje, at hele Danmarks befolkning græmmedes, var netop beboer på dette plejehjem. Med egne øjne ønskede jeg at se og fornemme stemningen, omsorgen og ikke mindst det faglige niveau i plejeopgaven.

Jeg fulgte en social-og sundhedshjælper i hendes arbejde på en helt almindelig lørdagsvagt. Jeg oplevede nærhed og ægte kærlig omsorg. Jeg oplevede beboere, der trivedes og som var velsoignerede. Borgere, der blev talt med i en tone, som gjorde mig både stolt og tryg ved den faglighed, der blev leveret.

Jeg spurgte ind til alt mellem himmel og jord; dagligdagen, bemandingen, plejeopgavens indhold, tiden til kontakten med borgerene, vagterne, vikarafløsere, tidspresset og de ikke eksistrende pauser for personalet, for tiden var altid knap og opgaverne mange….
Men på trods, så leveredes der på alle hylder i det udsnit af en hverdag, som jeg havde mulighed for at få indblik i….

Når faktuel viden om dyb kritisabel omsorgspleje, som vi har hørt om Niels i Randers og Else i Århus, finder sted, så skal der slås ned med det samme. Personer skal ikke omplaceres, de skal afskediges!

Men, jeg må tage afstand fra den gruppe af politikere, der både lokalt og nationalt tyer til det våben at vaske hænder, skrive et utal af indlæg om, hvordan plejen bør være i ældresektoren og i sådanne situationer skrive og mene alt “det rigtige” uden måske at have viden om de faktuelle forhold og ikke med rettidig omhu have ført det nødvendige tilsyn hermed.

Min påstand er, at hele velfærdsektoren, hele den del af menneskelivet vi som samfund har valgt at institutionalisere, har brådne kar. Personer, som bliver lønnet af fælleskassen for at yde medmenneskelige opgaver for og med vores aller kæreste. Personer, som aldrig skulle have haft jobs, hvor andre mennesker er afhængige af deres hjælp, pleje eller omsorg. Men min påstand er videre, at det er få, endda meget få personer, som vi her taler om, der hører under denne kategori: de ikke egnede.

Det jeg derimod ved er, at det kræver dygtige, modige og synlige ledere at dæmme op for og spotte netop disse medarbejdere, som ikke hører hjemme i pleje- og omsorgssektoren. Det skal der sættes fokus på i hele velfærds-Danmark!

Men, kunsten at skrige i kor, er ikke den handling, der forbedrer hverdagen og vilkårene for Niels og Else. Det er derimod, at ansvarlige ledere, politikere og embedsmænd “rykker sammen”, og på det korte sigt får inddæmmet problemet og på den lange bane, at retmæssige politiske udvalg og kompetente ledere fører tilsyn med en værdig ældrepleje og ikke mindst, at vi prioriterer de nødvendige midler i kommunerne til dette område. For ja, der løbes stærkt, meget stærkt!

Fra mig skal lyde en stor tak og dyb anderkendelse til alle de sosu-hjæpere, sosu-assistenter og andre omsorgspersoner, der hver dag yder en ekstraordinær indsats i ældreplejen. Respekt for jeres fag og faglighed!