Kunstværker bliver gjort forårsklar
Netop som byporten ‘Red Fall’ på Østervold har fået en hovedrengøring er turen nu kommet til en anden Cronhammer-skulptur. I morgen løfter en kran søjlen væk fra ‘Fontænen’ så den kan blive renset.
Den tredje september 2009 blev Ingvar Cronhammars kunstværk ‘Fontænen’ afsløret for borgerne i Randers. Søjlen, der er en vigtig del af ‘Fontænen’, er 4,3 meter høj. Fontænen er opført i poleret rustfrit stål, granit, og med lysdioder m.m. Den er placeret centralt på Østervold overfor Kulturhuset.
Ideen var, at skabe et svalt element i et travlt midtbymiljø. Sammenspillet mellem vandet, lyset og fundamentets blå farve er de gennemgående temaer i skulpturen, som spejler både omgivelserne og himlen. Den særlige, hvide gennemlysning af vandet, der omkranser midtersøjlen, tilfører fontænen en sitrende transparens. Det er en af de fineste eksempler på kunst i det offentlige rum, som vi har i Randers Kommune. Her har kunstneren formået at få kunst og byrum til at spille smukt sammen, endda selvom det er midt i byens pulserende omgivelser.
Og så er vi tilbage ved kranen på Østervold. For Fontænen trænger nemlig til at blive renoveret. I en kulturkommune som Randers med mange udendørs skulpturer er den løbende vedligeholdelse af kunstværkerne både en stor og vigtig opgave. Eksempelvis er Cronhammars Red Fall, placeret nederst på Østervold, netop blevet renset, og nu er turen så kommet til Fontænen.
Helga Hjerrild, kulturkonsulent i Randers Kommune udtaler:
– Vi har rigtig mange smukke skulpturer i Randers Kommune, nogle er nyere, andre er ældre. De bidrager hver især med signifikante udtryk, og de fortæller om forskellige tider, idealer, udfordringer med mere, der har betydet noget særligt for samtiden. Vi ved, at en meget stor del af borgerne i Randers Kommune er optaget af vores skulpturer. De nyder dem, holder af dem, og påpeger, hvis noget ikke er helt, som de ønsker. Også derfor arbejder vi hele tiden på at vedligeholde, rense og renovere dem. Kunsten og kulturen er nemlig en vigtig del af vores kommunes DNA.
Rundt omkring i byrummet findes der hele 68 skulpturer. Skulpturer, der er med til at levere fortællingen om Randers som kulturkommune. Interesserede kan læse om dem alle sammen på hjemmesiden: skulpturer.randers.dk. Og så er det spændende, hvilken skulptur der næste gang skal igennem en grundig forårsrengøring.
Kommentarer