Randers By

Konserveringsværksted slår dørene op i Randers Festuge

Kig konservatorerne over skulderen, når der er åbent hus i deres værksteder på Museum Østjylland i Kulturhuset. Det er gratis at være med, og der er kage og kaffe på kanden. Her arbejder konservator Anne Søbjørn med at sikre en bronzedolk fra Hermanshøj ved Dronningborg for eftertiden. Foto: Museum Østjylland.

Til daglig arbejder konservatorerne på Museum Østjylland dybt i en kælder, bag lukkede døre. Men i Randers Festuge slår de dørene op, håret ud og inviterer alle interesserede indenfor!

Denne særlige dag får du chancen for at opleve konservatorernes fascinerende arbejde på allernærmeste hold. Oplev fund fra udgravninger dukke op, se en bronzedolk blive konserveret, hør om blåtryk og udstoppede dyr. Børn er velkomne og kan prøve kræfter med potteskår, lim og tålmodighed, når de sætter skår sammen som en rigtig konservator.

Det er gratis, og der er kaffe på kanden og hjemmebag på fadene.

En af de større konserveringsopgaver lige nu er arbejdet med genstandene fra den siamesiske samling i Ebeltoft. Frugtskålen her stammer fra samlingen og er lavet af den sorte lak urushi, der er indlagt med stykker af perlemor. Skålen har et større hul og er meget skrøbelig. Foto: Museum Østjylland.

Hvis du går ned ad kældertrappen til Kulturhuset ved Jens Otto Krags Plads, bliver du budt velkommen af Museum Østjyllands konservatorer Karen Woer, Carsten Korthauer, Anne Björkman Søbjørn og Anne Rostgaard Nielsen. De ved alt om konservering og vil fortælle, demonstrere og få god en snak med dagens gæster om bevaring af vores fælles kulturarv.

”Vi er også friske med gode råd til, hvordan du kan pleje dine egne arvestykker og andre fine, gamle ting! ” lover Karen Woer. 

Den skrøbelige bronzealderdolk

I år har konservatorerne især haft travlt med at konservere et væld af arkæologiske fund, der er dukket op i udgravninger i det østjyske. Et særligt fint fund er en bronzedolk, som kalder på faglig viden og nænsomme hænder. Den får dagens gæster lov at kigge nærmere på.

”Dolken bærer præg af de mange år i jorden og er helt grøn, ” fortæller konservator Anne Søbjørn.

”Den er cirka 3.000 år gammel, og den lange tid i jorden har været hård ved den. Den er skrøbelig, så vi skal være meget forsigtige, når vi renser jorden af. ”

Konservatorerne har måttet imprægnere med lak undervejs for at holde sammen på dolken

Verdenskulturarven blåtryk 

Konservator Carsten Korthauer vil fortælle om tekstilteknikken ’blåtryk’, som museet har et særligt forhold til: Farveren i Ebeltoft mestrede nemlig i gamle dage denne trykkekunst.
Sidst i august vil håndværket blive vakt til live igen, når den tyske blåtrykker Georg Stark gæster Farvergården, fortæller og demonstrerer.

”Til åbent hus-arrangement i Randers vil jeg vise trykklodser og farvestoffet indigo, som bruges til det smukke blåtryk. Du kan også høre om, hvad du kan opleve Georg Stark arbejde med, ” fortæller Carsten Korthauer.

UNESCO udpegede i november 2018 blåtrykshåndværket til at være verdenskulturarv. 

Eksotisk samling og porcelæn i 1.000 stykker

Bygningerne, der rummer eksotiske Siamesisk Samling i Ebeltoft, er under renovering. Derfor har konservatorerne flyttet de mange tusinde genstande ud. 

”Vi benytter nu lejligheden til at give alle genstandene en gennemgribende overhaling!
Til åbent hus kan I blandt andet fra samlingen se en fantastisk skål lavet af den sorte lak urushi med perlemorsindlægninger, ” fortæller konservator Anne Rostgaard Nielsen.

”Vi har løbende også flere private opgaver. Lige nu blandt andet en porcelænsdukke og en oblatskål, hvor mange skår skal sættes sammen. Den sidste finish på skålen tager laaang tid, ” smiler hun.

Børnearbejde er ok

”Vi konservatorer sætter uendelig mange potteskår sammen her på værkstedet! I år synes vi, at børn, der kommer og besøger os denne dag, også skal prøve at finde og sætte skår sammen, ”, siger bevaringsafdelingens nye overkonservator Karen Woer, som vil hjælpe børnene i gang med det drilske og sjove ”puslespil”.

Fakta

  • Randers Festuge 2021: Åbent hus hos konservatorerne, fredag den 20. august 2021, kl. 10 – 13 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
  • Benyt den store kælderindgang mod Jens Otto Krags Plads!
  • Gratis – Ingen tilmelding.
  • Der serveres kaffe og hjemmebag.

Kommentarer