Kom på guidede ture i den vilde natur omkring Randers
Kom på gratis rundvisning i Gudenåengene med naturvejlederne fra Randers Naturcenter. Der er mange ture året rundt, hvor vejlederne fortæller om årets gang og naturens foranderlighed i engene omkring Gudenåen. Den næste tur løber af stablen den 8. maj.
Naturinteresserede borgere kan komme på vandring i Gudenåparken, mens de bliver fortalt om den skønne og unikke natur, som udspringer fra byen.
– Temaet for den næste tur er vild mad og spiselige planter fra naturen. Vi går en tur i det naturgenoprettede område, Gudenå engene, fordi der er mange spiselige planter der. Man får frisk luft på turen og hører om området, og så får man også tips og tricks til at finde spiselige planter, som man kan finde i det danske landskab, og som er karakteristiske for den danske natur – fortæller Helle Marie Taastrøm, som er leder af Randers Naturcenter, og som vil guide på turen.
Det er ikke helt tilfældigt, at temaet for turen i maj er spiselige planter:
– I maj er alting stadigvæk friskt og grønt, og planterne er velsmagende, fordi de ikke er blevet tørre og kedelige endnu. Vi finder planter, som man kan finde hjemme hos sig selv, og som man kan få en kulinarisk oplevelse ud af – slutter Helle Marie Taastrøm, som ser frem til en god tur ud i det fri.
Den næste guidede tur er cirka 4 km, og foregår onsdag den 8. maj klokken 13.30 til cirka 15.30 fra Randers Naturcenter. Medbring godt fodtøj, god påklædning og noget vand eller kaffe i en rygsæk. Læs mere her.
Kommentarer