Kom og leg med poesimaskinen på Randers Bibliotek
Randers Bibliotek har fået fornemt besøg af poesimaskinen, der giver dig mulighed for at stifte interaktivt bekendtskab med en ny verden, hvor litteraturen og det digitale mødes i skøn forening.
Nu har du muligheden for at opleve, hvad der sker, når litteraturen mødes med de muligheder, den digitale verden rummer. Poesimaskinen rummer mulighed for at skabe dine egne digte, som printes ud, så du kan tage dem med hjem, såvel som litteratur-apps du kan bruge på de tilkoblede Ipads.
Digtene bliver skabt, når du ved hjælp af sensor- og trykfølsomme bøger trækker ord og sætninger rundt på poesimaskinens store skærm. De små tekster er skrevet af digteren Peter-Clement Woetmann. Han udgav i 2015 bogen “105 variationer” med digte, brugerne havde skabt i en tidligere udgave af poesimaskinen.
I de tre litteratur-apps Pry, Speak og Wuvu & Co., kan du interagere med udvalgt litteratur. I Pry bliver det fiktionelle univers eksempelvis udfoldet igennem en blanding af tekst, spil og video, hvor handlingen afhænger af de valg, du træffer undervejs.
Du kan dele dine oplevelser via hashtagget #poesimaskinen på de sociale medier, hvor du også kan følge andre brugeres oplevelser. Desuden kan du følge poesimaskinens rejse rundt i Danmark på bloggen, www.netlitteratur.dk
Poesimaskinen er udviklet af Roskilde Bibliotekerne med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Poesimaskinen kan opleves på scenen midt i biblioteksrummet til og med uge 16.
Kommentarer