Livsstil og forbrug

Klimaplan 2050 i høring: 40 tiltag skal begrænse udledningen af drivhusgasser

Randers Byråd har på et møde den 6. april 2021 sendt forslag til Klimaplan 2050 i høring. Dermed får alle mulighed for at komme med input til, hvordan hele Randers Kommune kan komme tættere på målet om at blive klimaneutral i 2050. Høringen bliver skudt i gang med et online borgermøde om forslaget den 8. april.

“Vi har sat et ambitiøst mål om, at hele Randers Kommune skal være klimaneutral i 2050. I forslaget til Klimaplan 2050 er der 40 tiltag, som samlet set vil kunne bidrage til en væsentlig reduktion i udledningen af drivhusgasser, og vi spiller alle sammen en rolle i den grønne omstilling. Derfor er planen vigtig for alle, der bor, arbejder og driver virksomhed i Randers Kommune, og jeg håber på mange gode input under høringsperioden,” siger borgmester Torben Hansen.

Med byrådets beslutningen vil forslaget til Klimaplan 2050 være i høring fra den 8. april-26. april. Og høringen bliver skudt i gang med et online borgermøde idag den 8. april 2021 kl. 19.00.

Kommunen skal gå forrest

Randers Kommune har tilsluttet sig Realdanias klimaprojekt DK2020 og derved forpligtiget sig til at udvikle en klimaplan, der lever op til Parisaftalens målsætninger. Det betyder, at kommunen arbejder efter de standarder for klimaplanlægning, som er udviklet af nogle af verdens mest klimaambitiøse byer i det internationale bynetværk C40.

Forslaget til Klimaplan 2050 indeholder mål for drivhusgasreduktioner inden for seks temaer: Natur og landbrug, Persontransport, Energiforsyning, Virksomheder, Bæredygtig levevis og Kommunen som koncern. Randers Kommune som koncern står for en forholdsvis beskeden del af den samlede udledning af drivhusgasser, men kommunens egen indsats har alligevel stor betydning.

“Det er utrolig vigtigt, at kommunen går forrest i den grønne omstilling. Vi skal vise vejen til fx vedvarende energi, bæredygtigt byggeri og grønne transportformer og på den måde inspirere borgere og virksomheder. Og så skal vi sætte gode rammer, skabe partnerskaber og samle de bæredygtige kræfter, for kun sammen når vi i mål, “siger Christian Brøns, der er formand for udviklingsudvalget.

Halvvejs i mål

I alt indeholder forslaget til klimaplanen 40 tiltag, men selvom der er tale om ambitiøse målsætninger, når klimaplanen kun halvvejs i mål i forhold til ambitionen om at være klimaneutral i 2050. Derfor må indsatserne løbende blive skærpet i de kommende udgaver af klimaplanen, der revideres hvert 4. år.

“Forslaget til Klimaplan 2050 er skabt med udgangspunkt i de virkemidler og løsninger, der er til rådighed i dag. Med det store fokus, der både nationalt og internationalt er på klimaforandringer, har vi en forventning om, at der kommer nye muligheder, som kan implementeres i klimaplanen. Samtidig vil Randers Kommune søge at påvirke lovgivningen i retning af yderligere klimatiltag, så målsætningen om at være klimaneutral i 2050 kan nås,” siger Frank Nørgaard, der er formand for miljø- og teknikudvalget.

Mange bidrag

Forslaget til Klimaplan 2050 er blevet til efter en længere periode med bred involvering af borgere, virksomheder og samarbejdspartnere. Det er blandt andet sket gennem en fem dages ‘Klimaliga’-workshop, hvor borgere kunne komme med forslag til klimaplanen og høre mere om Randers Kommunes klimaarbejde. Derudover har der været en lang række møder og dialog for blandt andet at udvikle partnerskaber.

Forslaget til Klimaplan 2050 er i høring i perioden 8. april – 26. april, og i høringsperioden kan alle komme med input til planen på www.randers.dk/høringer. I maj tager byrådet stilling til den endelige udgave af Klimaplan 2050, hvorefter planen skal godkendes af C40-byerne.

Kommentarer