Randers By

Klar til fremtidens udfordringer med demens

Sundhedsminister Sophie Løhde mener, de demensvenlige kommuner vil tjene som inspirationskilder for andre kommuner.

Randers Kommune er netop blevet anerkendt som demensvenlig kommune på konferencen for Demensrummet 2016. Formålet med demensvenlige kommuner er at fremme indsatsen for demente og deres pårørende og skabe et demensvenligt lokalsamfund – og på sigt et demensvenligt Danmark.

I Danmark lever 70-85.000 mennesker med en demenssygdom, og ifølge Nationalt Videnscenter for Demens vil det antal være steget til cirka det dobbelte om 25 år. Derfor er der stort nationalt fokus på demens, og Demensalliancen har for andet år i træk gennemført projektet med ”Demensvenlige Kommuner”, og i 2016 deltager Randers Kommune.

– Der er stort behov for, at vi sørger for at gøre os klar til fremtidens udfordringer på demensområdet. Derfor er det vigtigt, at vi holder os opdateret om den nye viden inden området og videndeler med de kommuner, der har gode erfaringer med forskellige tiltag for mennesker med demens og deres pårørende, siger Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune.

De deltagende kommuner fremlagde forskellige initiativer inden for demensområdet til inspiration for deltagerne. Arbejdet i kommunerne spænder vidt og inkluderer blandt andet motion, infrastruktur, samarbejde med frivillige og pårørende, motivation, udvikling af kompetencer og tiltag for at skabe et demensvenligt lokalsamfund.

Ros til Randers

Randers deltog på det første møde med Demensalliancen foråret 2016, og høstede på lanceringen af Demensrummet 2016 stor ros for deres indsats.

Læs også: Randers bidrager til national demenshandlingsplan

– De tog herfra med et par noter på et stykke papir og kom tilbage med en omskrevet lærebog – det var simpelthen så imponerende, sagde Jeppe Albers, sekretariatschef for Demensalliancen, om medarbejderne på demensområdet i Randers Kommune, da han præsenterede formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget til politikernes paneldebat.

– Vi har nogle fantastiske medarbejdere, bekræftede Leif Gade, og fortalte herefter om initiativerne på demensområdet i løbet af de kommende år i Randers Kommune; blandt andet Fremtidens Plejehjem, Demenslandsbyen Møllevang og kompetenceudvidelse af personalet.

Forgangskommune på demensområdet

Også Sundhedsminister Sophie Løhde havde rosende ord til de nye demensvenlige kommuner.

– De nye demensvenlige kommuner har stor betydning for målet om et demensvenligt Danmark. I er forgangskommuner og vil fremover tjene som inspirationskilder for andre kommuner i landet, sagde sundhedsministeren til deltagerne.

Arrangementet bød også på en forpremiere på en scene fra det nye teaterstykke ”Med sne” – en omskrivning af ordet demens, som er temaet for skuespillet. Den kendte danske skuespiller Henning Jensen har hovedrollen i forestilling, som har præmiere d. 26. november. Skuespilchef Morten Kirkskov udtrykte forhåbninger om, at stykket bliver fremført i de demensvenlige kommuner i næste sæson.

Fakta om Demensalliancen

  • Demensalliancen blev etableret i 2014 og er et samarbejde mellem Ældre Sagen, FOA, PenSam, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen.
  • Visionen er et demensvenligt Danmark, hvor ingen er alene med demens.
  • Demensalliances står bag tiltaget med ”Demensvenlige Kommuner”
  • Deltagende kommuner i Demensrummet 2016 er Horsens, Køge, Mariagerfjord, Lyngby-Taarbæk, Viborg og Randers Kommune.

Mål for 2025

  • Færre personer med demens og færre leveår med svær demens
  • Bedre udredning og behandling af demens
  • Bedre liv for personer med demens og pårørende
  • Mere viden om demens

Seks ambitioner for demensvenlige kommuner

  1. Bedre sygdomsforløb for personer med demens
  2. Bedre støtte til demenspatienter og pårørende
  3. Flere demensindrettede boliger
  4. Kompetenceløft til personalet
  5. Mere oplysning, forskning og forebyggelse
  6. Tilgængeligt og inkluderende lokalsamfund

Kommentarer