Randers By

Kig nærmere på forbindelsen mellem magt og mønter

Få den spændende og til tider dramatiske historie om dengang i begyndelsen af middelalderen, da magt og mønter blev knyttet tæt sammen. Det er museumsinspektør fra Museum Østjylland, Thomas Guntzelnick Poulsen, der fortæller og her ses i den aktuelle særudstilling Mønt og Magt. Foto: Museum Østjylland.
Få den spændende og til tider dramatiske historie om dengang i begyndelsen af middelalderen, da magt og mønter blev knyttet tæt sammen. Det er museumsinspektør fra Museum Østjylland, Thomas Guntzelnick Poulsen, der fortæller og her ses i den aktuelle særudstilling Mønt og Magt. Foto: Museum Østjylland.

Penge og magt er et kraftfuld makkerpar, og i den aktuelle særudstilling på Museum Østjylland kan du nu i en omvisning høre historien om, hvordan mønter og magt blev knyttet tæt sammen. Det er museumsinspektør, ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen, der sætter det historiske spotlys på den tidlige middelalder, hvor kongemagten fik øjnene op for mønter som indtjeningskilde og magtmanifestation.

Danmark ændrede sig meget i overgangen mellem vikingetid og middelalder. 

”Det kan godt være navnet vikingetid er noget, man først opfandt langt senere, men det ændrer ikke på, at samfundet gennemgik meget store forandringer, ” fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen.

Møntveksling var en guldgrube

I omvisningen hører du om, hvorfor kongemagten var så interesseret i at slå mønt. Mønterne var nemlig meget vigtige for kongen som indtjeningskilde. Befolkningen blev tvunget til kun at bruge kongens mønter, og de skulle betale for at få vekslet deres gamle eller udenlandske mønter til kongens nye mønter. Den sikre indtægt var en af de vigtigste for den første af middelalderens konger. 

”Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der lavede mønterne i middelalderen. Det har formodentlig været lokale sølvsmede, men flere af navnene, som f.eks. Suna fra Randers, går igen på flere mønter, ” fortæller museumsinspektøren, der til omvisningen også fortæller om, hvordan mønter blev fremstillet i middelalderen.

Du får også mulighed for selv at slå en middelaldermønt. Museum Østjylland har nemlig fået lavet en kopi af stemplet fra Knud den Helliges over 900 år gamle Randersmønt! 

Nye mønter, nye tider

Mange år efter kongens nye mønter slog igennem i samfundet, begyndte kongemagten at inddrive faste skatter, og det gav penge i statskassen.
Af samme grund blev de nye mønter i begyndelsen heller ikke altid lige godt modtaget. 

”Helt omstillingsparate var befolkningen ikke. Det ses tydeligt med mordet på Knud den Hellige. Han var en konge, der gerne ville rykke hurtigere frem end sin befolkning. Alligevel er det dybt fascinerende at se, hvor hurtigt befolkningen i Danmark vænnede sig til at bruge mønter som ”rigtige” penge og ikke blot som pæne stykker sølv, ” fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen.

I slutningen af 1200-tallet mistede kongen dog helt kontrollen med mønten, da fredløse stormænd fra den lille ø Hjelm slog tusindvis af falske mønter og spredte dem over hele Jylland! Få resten af den dramatiske historie til omvisningen den 27. marts. 

Info

  • Omvisning i særudstillingen Mønt og Magt, søndag den 27. marts 2022 kl. 14 – 15 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
  • Billet 50 kr. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.
  • Der er under omvisningen også mulighed for at slå sin egen mønt.

Kommentarer