Randers By

Kendt navn i Turbinen

Indsendt foto

Når sangerinden Helene Blum og violinisten Harald Haugaard sammen med resten af bandet træder op hos Folkemusik i Randers den 22. februar, blandes deres eget materiale med originale fortolkninger af gamle sange og instrumentale numre, og deres virtuositet og nærvær er med til at gøre deres koncerter til intense oplevelser.

Helene Blum har sammen med sin mand etableret sig som nogle af de fineste fortolkere og fornyere af den danske musiktradition.

Sammen med deres dygtige band er de et af de fremmeste navne på den nye danske folkemusikscene, og de spiller over 100 koncerter om året – de fleste i udlandet og ofte som officielle repræsentanter for Danmark. Dermed er de et af Danmarks mest eksporterede og bedst profilerede ensembler.

Helene Blum har været med til at give begrebet dansk folkemusik en helt ny betydning. Hendes egne sange tager udgangspunkt i den danske tradition med helt personlige fortællinger. Med sin klare og udryksfulde stemme er hun blevet anerkendt over hele verden. Og det er altsammen sket siden hun som den første sanger blev uddannet på Det Fynske Musikkonservatoriums folkemusiklinie 2004.

Køb billetter her.

I 2007 fik hun en Danish Music Award, men det store gennembrud kom i 2009 med “En gang og altid”. I 2013 udråbte Daily Telegraph Helene Blums “Men med åbne øjne” til et af årets ti bedste folkalbums.

Siden er det kun gået én vej godt bakket op af og i samarbejde med gemalen Harald Haugaard og hans band. I mere end 20 år har Harald Haugaard spillet med store navne på den internationale folkscene,og der er også blevet tid til soloprojekter og samarbejde med Odense Symfoniorkester.

Kommentarer