Er V og DF klar til at tage ansvar for afviklingsplanen, der er sendt i høring på folkeskolens specialområde? Det er nemlig ikke en udviklingsplan, men ren afvikling.

Der findes mange børn i folkeskolerne, som har det svært, det være sig børn både med og uden diagnoser, og disse børn har brug for professionel hjælp og ikke afvikling.

Konsekvenserne for nedskæringerne fremadrettet er børn, der bliver hjemme og børn, der ikke får deres eksamen. Disse børn bliver til unge, der også får det svært i ungdomsuddannelserne, hvis de overhovedet gennemfører en. Jeg ser unge, der bruger selvmedicinering med hash som en løsning, og jeg ser, at flere af de unge ender som voksne med udfordringer på arbejdsmarkedet og livet generelt.

Det har store økonomiske konsekvenser.

“Jeg hedder Lars og er 10 år, jeg er lige blevet diagnosticeret med asperger. Mine klassekammerater tager ofte i badeland. Jeg kan se og høre, at de har haft det sjovt, og jeg har forsøgt at deltage et par gange, for jeg vil rigtig gerne være med. Men jeg bliver påvirket af larmen, jeg har svært ved at afkode, om mine venner slås for sjov, eller om de er sure på hinanden. Jeg bliver utryg, og kan ende med at slå en uden grund.

Jeg tager ikke i svømmehal mere, der er ikke plads til mig.“

Lars er et tænkt eksempel, men ikke et uvirkeligt eksempel. Jeg har mødt flere som Lars, og du har sikkert også mødt ham, eller har hørt om en Lars. Der findes mange som ham rundt omkring, med eller uden diagnoser, og de er udfordrede i folkeskolen.

Specialisering er dyrt, og det er dyrt, fordi medarbejderne bruger tid til at dygtiggøre sig, på at efteruddanne sig, og på at arbejde målrettet med den enkelte elev. Lærerne og pædagogerne arbejder målrettet, så en dreng som Lars kan holde ud at være i et offentligt badeland. Lars lærer efterhånden at afkode sine venners reaktioner og følelser, og han lærer at lave strategier, når det bliver svært for ham. Disse ting lærer han ikke bare af sig selv. Det kan vel sidestilles med svømning: det skal læres, helst på det lave vand og under trygge forhold, hvor der er tid. Der skal være ressourcer til, at der er nogle professionelle, der samler ham op når det går galt, og det gør det ofte. En dag lærer Lars også at klare sig på det dybe vand, en dag lærer han at være sammen med sine kammerater, og aflæse dem, og en dag lærer han, at håndtere larmen og udfordringerne; men der er nogen, der skal lære ham det.

Det kan have store konsekvenser at spare på specialområdet. At kalde det en udviklingsplan er en decideret løgn, det er simpelthen ren afvikling.

Det kunne kaldes for en udviklingsplan, hvis det var hverdagens eksperter – pædagogerne, lærerne eller forældrene – der havde bidraget til udviklingen af specialområdet. Men det kan ikke kaldes en udviklingsplan, når det er en del af en spareøvelse på 80 millioner kr.

I yderste konsekvens får vi en stor gruppe unge, der ikke tager en ungdomsuddannelse eller kommer i arbejde. Dette vil betyde yderligere udgifter for kommunen, men så er det jo heldigt, at det ikke er børn- og skoleudvalgets politiske ansvar længere, da barnet så overgår til en anden forvaltning.

Det koster på den korte bane, men betaler sig i længden at investere på specialområdet, og det betaler sig at lytte til fagligheden og brugerne.