Julemandens Værksted i Kulturhuset i Randers
Lav julegaver sammen med de glade nisser fra børnebiblioteket og museerne i Kulturhusets sal lørdag d. 24. november kl. 10 – 13.
Denne lørdag åbnes der for Julemandens Værksted, Her kan man lave smarte nøgleringe, kreere fine dækkeservietter, gammeldags “svøbelsesbørn” til juletræet og meget mere.
Og man kan måske få en rigtig go’ idé til julegaven til onkel Niels? Eksempelvis en af de æsker, der er mulighed for at udsmykke med inspiration i kunstmuseets værker.
Som noget nyt I år deltager – foruden Randers Børnebibliotek – også Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum, så alle tre etager i Kunstmuseet er repræsenteret.
Der kan flettes julehjerter, og den rare julemand har nok også pebernødder med. Vi vil synge et par julesange med musiknissens sprøde guitartoner – og måske ligefrem en lille juledans?
Også i år er der højtlæsning kl. 11-nul-dut med gode historier.
Det er for alle glade børn i alderen 3 – 15 år, og de voksne er sandelig også velkomne!
Kommentarer